Medier: Emre Mor tæt på tyrkisk mesterhold
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

Medier: Emre Mor tæt på tyrkisk mesterhold

Ifølge flere tyrkiske medier vil Besiktas købe Emre Mor i FC Nordsjælland. En aftale meldes tæt på, men intet er endnu sikkert.

Det dansk-tyrkiske stortalent Emre Mor kan have spillet sin sidste kamp i Superligaen. Offensivspilleren har fået fri af FC Nordsjælland i sæsonens sidste kampe for at kæmpe for sin EM-chance i den tyrkiske landsholdstrup, og nu synes et salg af spilleren tæt på. 

Flere tyrkiske medier - heriblandt det anerkendte fodboldmagasin Fanatik - skriver således, at det tyrksike mesterhold Besiktas er tæt på at skrive kontrakt med Emre Mor. 

Emre Mor er længe blevet sat i forbindelse med flere klubber, og det har ligget i kortene, at FC Nordsjælland vil sælge spilleren denne sommer. Et salg kunne altså se ud til at blive en realitet, og man må formode, at Farum-klubben får et to-cifret millionbeløb for Emre Mor. 

Dog må det anses som forventeligt, at flere tyrkiske klubber er med i kampen om Emre Mor, men det er tvivlsomt, at en aftale er så tæt på, som de tyrkiske medier melder. Flere klubber er ifølge tipsbladet.dk's oplysninger således inde i billedet i kampen om angriberens signatur, og det er ikke sikkert, at FC Nordsjælland-spilleren havner i Tyrkiet. 

18-årige Emre Mor underskrev i efteråret en kontraktforlængelse med FC Nordsjælland, så parterne har papir på hinanden frem til sommeren 2019, men meget tyder altså på, at offensivspilleren allerede forlader klubben denne sommer. Spørgsmålet er blot, hvor den unge knægt havner.