Enevoldsen: Må nok nøjes med jokerrolle
Foto: René Schütze / Polfoto
Superliga

Enevoldsen: Må nok nøjes med jokerrolle

AaB-profilen Thomas Enevoldsen bliver klar til at spille Europa League i næste uge, men han forventer ikke at spille fra start.

Kreative Thomas Enevoldsen fik problemer med sin ene fod i AaB's testkamp mod Vendsyssel, og skaden fulgte Enevoldsen på AaB's træningslejr i Spanien, hvor de hårde baner gjorde det svært for den 27-årige tidligere landsholdsspiller at træne. Han rejste derfor hjem torsdag, hvor han blev scannet og undersøgt af en specialist.

Thomas Enevoldsen fik svar allerede i torsdags, og der er heldigvis ikke noget nyt problem med foden. Problemet består i, at de hårde baner giver ham væske og betændelse i fodleddet. Det var samme skade, der holdt ham ude det meste af sidste sæson for Mechelen. Men det holder ham ikke ude af AaB's kommende kampe, fortæller han.

- Min fod reagerede ikke så godt på de hårde baner. Det handler om at finde en mellemvej for mig, og vi er i gang med at finde ud af, hvordan det bliver godt. Vi arbejder på at få lavet nogle specialsåler, siger Thomas Enevoldsen til tipsbladet.dk.

- Jeg regner ikke med at sidde ude (i de kommende kampe, red.). Allerede senere i dag skal jeg løbetræne, siger Thomas Enevoldsen, der fortæller, at løb ikke giver problemer.

- Det er selvfølgelig negativt for mine chancer for at spille, at jeg ikke har spillet i fire testkampe, men jeg håber, jeg kan få noget tid mod Odd Grenland, siger Thomas Enevoldsen.

Netop Odd Grenland er AaB's sidste testkamp den 13. februar, inden det går løs mod Club Brugge i Europa League. Første opgør er i Aalborg torsdag den 19. februar, og grundet forsæsonen forventer Enevoldsen ikke at starte på banen i kampen.

- Jeg skal nok regne med at få en jokerrolle. Jeg har trænet hårdt, mens de andre er væk, og jeg håber da på at spille lidt, siger han.

Selv mener Thomas Enevoldsen, at han er bedst som angriber. En position, som han spillede en del i efteråret, hvor han lå som den mere hængende angriber. En rolle, han måske også kan få mod Club Brugge, hvis han kommer på banen.

- Der føler jeg, at jeg får mest ud af mine kompetencer. Jeg er kreativ og kan deltage i det opbyggende spil. I Europa League fik jeg også vist nogle af de kvaliteter. Jeg var i stand til at holde i bolden og tog lidt af presset, siger Thomas Enevoldsen. 

Thomas Enevoldsen er udlejet fra Mechelen til AaB i denne sæson. Lejeaftalen udløber til sommer, det samme gør Enevoldsens kontrakt med belgiske Mechelen.