Superliga

Er det Superliga-tid for Zidan?

Egypteren har ikke ønsket at forlænge sin aftale med Mainz, og dermed er han fri til at finde sig en ny klub.

Mohamed Zidan forkælede i starten af det nye årtusinde de danske fodboldfans med snævre driblinger og spektakulære mål for AB og FC Midtjylland, og siden da har egypteren med skiftende succes spillet i Bundesligaen.

Det kommer han dog ikke til i næste sæson, for den seks måneder lange aftale som egypteren skrev med Mainz ved årsskiftet udløber nu til sommer og optionen på en to årig forlængelse ønsker Zidan ikke at effektuere.

-Vi havde en lang samtale, men han var ikke villig til at acceptere vores tilbud, siger Mainz-manager Christian Heidel ifølge Bild.

Zidan har tidligere fortalt til Tipsbladet, at han gerne afslutter sin karriere i enten Brøndby, FC København eller FC Midtjylland. Så er spørgsmålet bare, om Zidans lønkrav passer til Superliga-økonomien nu om dage.