Superliga

Farnerud: Young Boys-historie er løgn

Alexander Farnerud afviser historien om, at han har besøgt Bern for at se på forholdene i Young Boys. Derudover er han fåmælt om fremtiden.

Historierne om, at Alexander Farnerud har besøgt Young Boys for at se på forholdene, passer ikke. Det siger den svenske offensivspiller i hvert fald selv. Farnerud har været med sin kone i Stuttgart, der ligger godt 240 kilometers kørsel fra den schweiziske hovedstad.

- Jeg har ikke været i Bern eller besøgt Young Boys. Det er noget, der har stået skrevet i aviserne. Jeg har ingen anelse om, hvor det kommer fra. Der er mange aviser, der har ringet og forsøgt at få fat i mig, men jeg har ikke svaret, for jeg har ikke haft nogen kommentarer. Jeg har været i Stuttgart med min kone, så historierne stemmer ikke. Det er falske informationer, siger Alexander Farnerud til tipsbladet.dk.

Brøndby har tidligere bekræftet, at de har givet Farnerud lov til at tale med andre klubber, og at de er klar til at sælge, hvis de rigtige tilbud skulle komme. Men 26-årige Farnerud selv har ikke lyst til at deltage i den gætteleg.

- Jeg vil ikke diskutere transfer, for nu er jeg lige kommet tilbage hertil, og derfor ønsker jeg ikke at kommentere det her spørgsmål yderligere, siger Farnerud.

Men regner du med at spille foråret i Brøndby?

- Nu får vi at se.

Så du ved endnu ikke, hvad der kommer til at ske?

- Nej, det kan man sige. Altså der er ikke noget afklaret, og lige nu træner jeg her i Brøndby, og så koncentrerer jeg mig om det.