Video : Tipsbladet
Superliga

FC København-talent i spil til storklub

FC København-talentet Jonathan Frimann kan være på vej til at træde i farmand Per Frimanns fodspor.

Den tidligere danske landsholdsspiller og nuværende TV-kommentator, Per Frimann, var i sidste uge i Belgien, og ved den lejlighed besøgte han sin mangeårige arbejdsgiver Anderlecht, som han tørnede ud for fra 1982 til 1988. Der blev dog snakket om andet end røverhistorier og gamle dage under Frimanns besøg. 

Per Frimanns søn, Jonathan Frimann, spiller til dagligt for FC København, men den seneste uge har han trænet med i Anderlecht på U21-holdet. Ifølge avisen La Derniere Heure afsluttede Jonathan Frimann sit træningsophold i den belgiske storklub i onsdags, så Per Frimann var altså også på klubbesøg i den anledning.

Nu er det store spørgsmål, om Anderlecht pønser på at tilknytte 19-årige Jonathan Frimann, der kan spille flere pladser i offensiven. Den belgiske avis skriver, at Anderlecht vil træffe en hurtig afgørelse om Frimann.

Jonathan Frimann har aldrig optrådt på FC Københavns bedste mandskab i en officiel kamp, men han har været med førsteholdstruppen på træningslejr og har ved flere lejligheder fået spilletid i testkampe.

Tipsbladet.dk har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Per Frimann.