FC Midtjylland har langt op til FCK og Brøndby
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Superliga

FC Midtjylland har langt op til FCK og Brøndby

FC Midtjylland bliver den 20. danske mester i historien, men der er langt op til historiens bedste fodboldklubber.

Det er ikke på plads endnu, men alt tyder på, at FC Midtjylland bliver dansk mester i denne sæson. Kun ét point mangler, før Glen Riddersholms tropper kan iføre sig guldparykker og lade jubelen bryde helt og aldeles løs, men de fleste er enige om, at mesterskabet er i hus. 
 
Dermed træder FC Midtjylland ind i historiebøgerne som en af de relativt få klubber, der har vundet det danske mesterskab, siden første gang, man spillede om DM, da Danmarksturneringen i fodbold blev indført i 1913.
 
FC Midtjylland er således kun den 20. klub, der prøver at vinde det danske mesterskab. Listen toppes af KB, der vandt 15 mesterskaber frem til fusionen med B 1903, som skabte FC København, der har vundet 10 danske mesterskaber – det samme antal som Brøndby. 
 
Kigger man udelukkende på Superligaen, bliver FC Midtjylland klub nummer otte til at vinde mesterskabet. Det vidner altså om en relativ stor jævnbyrdighed og uforusigelighed i Superligaen, idet der altså har været otte forskellige mestre siden 1991. I perioden 1913 til 1991 var der 12 forskellige mestre i Danmarksturneringen. 
 
Trods den fine plads i historiebøgerne har FC Midtjylland dog endnu langt op på listen over de besdte danske fodboldklubber målt på resultater. I den samlede medaljeoversigt er FC Midtjylland langt nede som nummer 18 på listen over klubber med flest medaljer. I Superliga-sammenhæng er midtjyderne imidlertid nummer tre på medaljelisten – kun overgået af Brøndby og FC København. 
 
Kigger man på evighedstabellen for Superligaen, hvor alle point i ligaens historie lægges sammen, ligger FC Midtjylland nede som syv og har altså endnu et stykke op til Danmarks absolutte top, hvad angår præstationer i historisk perspektiv. 
 
Tipsbladet.dk kigger i nedenstående grafik på Danmarks bedste klubber baseret på resultater, medaljer og mesterskaber.