FC Midtjylland øjner rekord før møde med skrækmodstander
Illustration
Superliga

FC Midtjylland øjner rekord før møde med skrækmodstander

FC Midtjylland har vundet sine seneste syv hjemmekampe. Næste skridt mod klubrekorden skal tages mod AaB. Men netop dén modstander har været en forbandelse for midtjyderne.

Der burde være en bekymringsløs udsigt til tre sikre point, når FC Midtjylland træder ind på sin hjemmebane i Herning søndag aften, men sådan er det næppe, når modstanderen er AaB.

FC Midtjylland har ellers en forrygende hjemmebanestatistik i denne sæson med syv hjemmesejre på stribe. Holdet skal således kun vinde to hjemmekampe mere for at tangere klubrekorden på ni hjemmebanesejre på stribe. Men der er et men.

For søndagens modstander AaB er langt fra en ønskemodstander for FC Midtjylland. I de seneste 12 indbyrdes opgør har FC Midtjylland kun vundet én kamp - og det var endda på udebane.

På eget græs har FC Midtjylland haft det ganske svært mod AaB, der har fungeret som en forbandelse for midtjyderne. Seneste FC Midtjylland-sejr over AaB er helt tilbage i august 2010, altså mere end fire år siden.

De seneste tre kampe mellem FC Midtjylland og AaB i Herning er endt med en nordjysk sejr på henholdsvis 3-2, 3-2 og 3-1. Der er altså tale om en sand skrækmodstander for midtjyderne, der også kun fik samlet ét point i de tre indbyrdes kampe mod AaB i sidste sæson.

Skulle FC Midtjylland alligevel vinde søndag aften, er klubben kun én kamp fra at tangere klubrekorden for ni hjemmesejre på stribe i Superligaen. Næste hjemmekamp efter AaB-opgøret er mod FC Vestsjælland i 16. spillerunde. 

Det store spørgsmål er altså, om FC Midtjyllands forbandelse fortsætter eller om det er den usårlige hjemmestime, der bliver forlænget.

Vi er alle klogere efter kampen, der spilles søndag klokken 19.00.