Video : Tipsbladet
Superliga

Costaricansk talent besøger FC Midtjylland

FC Midtjylland vil i de kommende uger have en costaricaner til prøvetræning, bekræfter klubben over for Tipsbladet.

FC Midtjylland har ramt med adskillige spillere fra Sydamerika som Evander og Paulinho, mens Dario Osorio også ligner en spiller, der får succes på Heden.

Og midtjyderne ser ikke ud til at stoppe med at kigge efter talent på det kontinent. Ja, faktisk ser FC Midtjylland tilsyneladende også mod Mellemamerika for at finde talentfulde spillere til de kommende år.

Fra i morgen, tirsdag, indtil den 25. april vil den costaricanske målmand Abraham Madriz være til prøvetræning i FC Midtjylland.

Det bekræfter FC Midtjylland over for Tipsbladet.

Abraham Madriz er 19 år og gør sig i storklubben Deportivo Saprissa, der er de forsvarende costaricanske mestre og også har rekordmange mesterskaber.

På seniorniveau er det imidlertid blot blevet til fem kampe for den 191 centimeter høje målmand, der derudover har været inde omkring Costa Ricas ungdomslandshold. 

Abraham Madriz fylder 20 år tirsdag og skal altså fejre sin fødselsdag i Danmark.

Tidligere har flere spillere fra Deportivo Saprissa gjort sig i Danmark, ikke mindst Bryan Oviedo og Christian Bolanos. FC Midtjylland har selv tidligere haft to costaricanere i Mayron George og Marcos Ureña, men ingen af dem har været i Saprissa.