FC Nordsjælland køber målfarlig brasilianer
Foto: FCN.dk
Superliga

FC Nordsjælland køber målfarlig brasilianer

FC Nordsjælland henter Bruninho i HB Køge. Brasilianeren har skrevet under på en tre-årig kontrakt.

FC Nordsjælland har tirsdag formiddag sat navn på klubbens nye nummer 11, og ganske som ventet har Farum-klubben været på rov i HB Køge. Her har FCN hentet den finurlige offensivspiller Bruninho, der har underskrevet en tre-årig aftale med sin nye klub.

Han træner for første gang med sine nye holdkammerater her til formiddag.

- Vi har siden salget af Uffe Bech for nogle uger siden været bevidste om, at vi skulle tilføre holdet og truppen yderligere offensiv kapacitet. Det er vigtigt for os, at have mange spillere med gennembrudskraft, kreativitet og individuelle færdigheder. Vi ser Bruninho, som både oplægger og afslutter og glæder os til at se ham i kamp for FCN, siger sportschef Carsten V. Jensen i en pressemeddelelse.

Den 25-årige brasilianer glæder sig til opholdet i den nordsjællandske Superliga-klub.

- Jeg glæder mig over denne chance. FC Nordsjælland spiller den type fodbold, der passer godt til en spiller som mig. De vil gerne have bolden meget og er klar til at forsøge at angribe hele tiden. Det bliver spændende at blive en del af holdet, som jeg håber på at kunne hjælpe, lyder det fra Bruninho.

Brasilianeren kom til HB Køge i 2014 og nåede at spille 34 kampe og score 12 mål for klubben.