Jacob "Gaxe" Gregersen har tidligere kaldt Janus Blond for sin bedste signing nogensinde. Nu skal de to igen arbejde sammen, da sportsdirektøren har hentet sin tidligere kollega i SønderjyskE til FC Vestsjælland, hvor Blond skal udfylde en rolle som assistenttræner.
Blond, der varetog en rolle som fysisk træner i SønderjyskE, kommer også primært til at stå for den fysiske træning i FC Vestsjælland, oplyser klubben på sin officielle hjemmeside:
- Det er en klar styrkelse af det sportslige setup. Janus Blond er knalddygtig til den fysiske træning og super professionel i sit arbejde. Han er blandt de bedste i Danmark, og derfor vil han styrke et i forvejen rigtig stærkt trænerteam, fortæller Jacob "Gaxe" Gregersen.
37-årige Janus Blond vil tiltræde trænerteamet, der i forvejen er bestående af Michael Hansen og Tommy Møller Nielsen, mandag.