FCK-angriber utilfreds med sig selv: Jeg har mere i mig
Foto: Polfoto/Jens Dresling
Superliga

FCK-angriber utilfreds med sig selv: Jeg har mere i mig

Steve De Ridder er ikke tilfreds med sit første halvår i Superligaen, og han håber, at han kan forbedre sig i den kommende halvsæson.

Det blev ikke til et gennembrud for Steve De Ridder i FC København i efterårssæsonen. Den 27-årige belgier kom ellers til klubben efter nogle gode sæsoner i hollandsk fodbold, men det lykkedes ham ikke at bide sig fast i startopstillingen i sin nye klub.

Kun fem startpladser blev det til i Superligaen i efteråretssæsonen, hvor han ellers var med i truppen i 16 ud af 17 spillerunder, og kigger han tilbage på sin første tid i klubben, er han ikke tilfreds med sine egne bedrifter.

- Når man kommer til et nyt land og en ny klub, skal man altid tilpasse sig. Der er en periode, hvor man skal vænne sig til tingene, men jeg håber, at det er overstået nu, så jeg kan fokusere på holdet og mig selv.

- Jeg har fundet min plads og rolle i truppen, og på banen håber jeg, at jeg kan forbedre mig. Jeg er ikke tilfreds med det, jeg har vist indtil videre. Jeg ved, at jeg har mere i mig, så jeg håber, at jeg kan forbedre mig i de kommende seks måneder, siger Steve de Ridder til tipsbladet.dk.

I vinterens opstartsfase har han fået fint med spilletid i FC København, hvor han senest fik scoret i den afsluttende testkamp mod IFK Göteborg, og han mener, at han har revanche til gode fra efteråret.

- Alle er enige om, at det ikke har været godt nok. Der var et par gode kampe, men rent statistisk har det ikke været godt nok. Jeg håber, at jeg kan udvikle mig. Jeg har følt mig skarp i opstartsfasen. Jeg har trænet godt, og jeg håber, at jeg får chancen i anden halvdel af sæsonen, men det kommer også an på, hvordan jeg klarer mig i kampene og til træning, siger han.

De Ridder og det øvrige angrebsdepartement i FC København har fået konkurrence af islændingen Björn Sigurdarsson denne vinter, men Steve de Ridder er indstillet på at tage kampen op om spilletid.

- Det er normalt. Björn er en god spiller og en fin fyr, så han passer fint ind i truppen. Vi har meget konkurrence på hver eneste position. Det er kun godt for holdet. Vi er nødt til at gå efter mesterskabet; det er stadig muligt, og derfor skal vi have så mange gode spillere i truppen som muligt. Det er op til mig at bevise, at jeg har skal have en plads i startopstillingen, og hvis jeg ikke starter inde, skal jeg vise, at jeg kan være afgørende, når jeg kommer på banen, siger belgieren, der fortsat tror på, at FC København kan vinde det danske mesterskab trods FC Midtjyllands forspring på otte point.

- Det bliver svært, men jeg tror, at vi gav dem en forskrækkelse ved at vinde over dem på hjemmebane. De ved, at de har et stort forspring, men de ved også, at de ikke kan begå mange fejl, så afstanden bliver mindre. Jeg tror stadig på det, og  det skal vi også gøre. Vi er FC København, og som FC København skal vi blive ved med at tro på det og gå efter det, siger han.