Video : Tipsbladet
Superliga

FCK-fan stillede sig foran hooligans: Ville tage gassen af ballonen

Steen Pramming er siden søndag aften blevet hyldet vidt og bredt for at stille sig mellem de hærgende bøller og politiet på Brøndby Stadion. "De ikke ville kaste noget efter deres eget logo," siger han.

Da de værste sammenstød mellem en gruppe tilskuere i FC Københavns udebaneafnit og politiet var stilnet af, men stemningen stadig var på kogepunktet, stillede først én og siden to FCK-fans sig mellem de stridende parter.

Den første var Steen Pramming, der med sin lyserøde FCK-trøje, lysebrune jakke og blå klubhalstørklæde vendte sig mod de FCK-tilskuere, der stadig var i verbel konfrontation med de kampklædte betjente. 

- Jeg pegede halstørklædet mod vores egne fans, fordi jeg havde en ide om, at de ikke ville kaste noget efter deres eget logo. Uden at sammenligne mig med ham, så fik jeg et billede af ham fra Den Himmelske Freds Plads (ikonisk episode, hvor en enkelt kineser stillede sig ud foran og stoppede en kampvogn, red.) i hovedet, siger Pramming til TV2 Sporten.

- Det var ved at bygge op til et stort sammenstød, og der var mange, der lod sig rive med, der hvor vi stod. Så jeg fik den indskydelse, at der var en, der havde gjort noget på en fredelig måde for at få taget gassen af ballonerne.

Kampen havde på det tidspunkt været afbrudt i flere minutter, mens politiet og maskerede hooligans sloges. Efter 15-20 minutters afbrydelse blev kampen genoptaget, og Brøndby IF kunne forvandle 1-0-føringen til en sejr.

Efter kampen har Steen Pramming, der er musiklærer og fast tilskuer til FC Københavns hjemmekampe, fået masser af ros på sociale medier. Også her på tipsbladet.dk har vi fremhævet hans fredelige trodsreaktion.