FCK-keeper sikker på avancement
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

FCK-keeper sikker på avancement

Den svenske målmand Robin Olsen føler sig overbevist om, at FC København torsdag aften går videre i Europa League.

FC København går torsdag aften på banen i returkampen mod PFC Ludogorets, og det danske mandskab har en føring at holde fast i efter en sejr på 2-1 ude over det bulgarske mandskab.

Og selv om det ikke endegyldigt er på plads, at FCK går videre, føler den svenske FCK-keeper Robin Olsen sig sikker på, at det danske mandskab booker billet til næste runde i Europa League, når kampen er færdigspillet.

- Vi er selvfølgelig nødt til at spille godt, men jeg er stensikker på, at vi går videre, siger målmanden til Ekstra Bladet.

En af forklaringerne på, at Robin Olsen føler sig så sikker, er, at FCK-keeperen i denne sæson har holdt nullet i 20 af 33 kampe, og han satser på, at det bliver til clean sheet nummer 21 torsdag aften.

- Ja, vi tager et mere. Det er den følelse, jeg går ind med til hver eneste kamp. Sådan var det også før Brøndby, og sådan er det nu, siger han.

Robin Olsen og FCK skal forsvare 2-1-føringen, når de to mandskaber spiller klokken 21.05.