FCK-træner: Islænding ikke til førsteholdet
Illustration
Superliga

FCK-træner: Islænding ikke til førsteholdet

FC Københavns assistenttræner Brian Riemer har set Kristján Flóki Finnbogason spille, men afviser, at islændingen bliver en del af Superliga-truppen.

Den 18-årige islandske angriber Kristján Flóki Finnbogason kommer ikke til at spille for FC Københavns Superliga-hold i den kommende sæson. 

Mandag kom det ellers frem, at Finnbogason står over for et skifte fra FH i Island til FC København, men i så fald er der tale om klubbens U/19-hold. 

FC Københavns assistenttræner Brian Riemer har tidligere set Kristján Flóki Finnbogason  i aktion for Islands U/18-landshold, men han afviser, at spilleren kommer til at optræde i Superligaen til næste sæson.

- Jeg var oppe at se U/18-landskampen, hvor han spillede med for Island og også kom på måltavlen. Så vi har set ham spille, men jeg ved ikke, hvad der fra klubbens side kommer til at ske. Jeg kan sige så meget, at vi på førsteholdet i FC København ikke har nogen planer om at tilknytte ham til sommer, siger Brian Riemer til tipsbladet.dk.

Kristján Flóki Finnbogason er født i 1995 og dermed at betragte som U/19-spiller i et helt år endnu. Først i sommeren 2014 bliver han formelt seniorspiller, og han er altså ikke i spil til FCK's Superligatrup. 

- I  forhold til FC Københavns førstehold er han ikke et emne til sommer. Vi har ikke talt om ham, og det er ikke en spiller, der kommer i vores trup, men hvad der ellers kan ske med ham, ved jeg ikke, så det kan jeg ikke sige noget om, fortæller Brian Riemer. 

Hverken FC København eller islandske FH har officielt bekræftet, at Kristján Flóki Finnbogason skifter klub til sommer. 

Kristján Flóki Finnbogason  har tidligere været i søgelyset hos en række hollandske klubber, heriblandt Ajax og AZ.