FCK'er ser frem til debut: Glæder mig til at mærke fansene
Foto: tipsbladet.dk
Superliga

FCK'er ser frem til debut: Glæder mig til at mærke fansene

FC Københavns Erik Johansson får formentlig debut på søndag mod Esbjerg, og det glæder han sig til.

Det er ikke mere end tre måneder siden, Erik Johansson var på udebane i Telia Parken, da han var med til at sende Sverige til EM på bekostning af Danmark.

Men fremover skal den svenske stopper have fast base i FC Københavns fort. Første gang kan allerede ske på søndag mod Esbjerg fB, hvor Erik Johansson ser ud til at få en plads i startopstillingen. Og det glæder svenskeren sig til.

- Det bliver dejligt at spille i Telia Parken foran alle fansene! Bortset fra Rosenborg-kampen har vi jo spillet for meget få tilskuere, så jeg glæder mig til at komme ind og se og høre fansene sådan for alvor, siger han til fck.dk.

27-årige Erik Johansson kom til FC København i vinterens transfervindue sammen med Robin Olsen og Aboubakar Keita. Indtil videre kunne han nærmest ikke have ønsket sig en bedre start.

- Vi har haft en rigtig god optakt og også vundet vores kampe, og selv om det er træningskampe, så giver det da altid en god følelse at vinde. Jeg synes ikke, det har været svært at falde til på holdet, jeg er blevet taget godt imod og kender jo positionen godt, fortæller FC Københavns nye midterforsvarer.

Kampen mellem FC København og Esbjerg bliver spillet på søndag klokken 16.