FCM-boss kræver en undskyldning fra Pusic
Superliga

FCM-boss kræver en undskyldning fra Pusic

FC Midtjylland-sportsdirektør Claus Steinlein vil have en undskyldning fra Martin Pusic, der ikke var med i søndagens kamp mod Esbjerg efter et ophedet skænderi med træner Jess Thorup.

Da FC Midtjylland søndag aften spillede 1-1 på udebane mod Esbjerg, var det uden sidste sæsons Superliga-topscorer Martin Pusic i truppen.

Angriberen havde lørdag verbalt overfuset træner Jess Thorup på et lukket møde, og det kostede ham en kamp på tribunen. Nu forlanger FC Midtjyllands sportsdirektør Claus Steinlein en undskyldning fra Pusic.

- Han skal sige undskyld til holdkammeraterne, fordi han med sin opførsel er skyld i, at der ikke kan vælges fra alle hylder, siger Claus Steinlein til Ekstra Bladet.

Martin Pusic skulle angiveligt have været rasende over, at han ikke startede inde i torsdagens Europa League-kamp mod Southampton på udebane, hvor Morten 'Duncan' Rasmussen i stedet var valgt. 

Mod Esbjerg var det en helt tredje, der spillede på toppen for de danske mestre, nemlig den lange nigerianer Paul Onuachu, der kvitterede for tilliden med et mål efter et kvarter.