FCM: Vi sælger kun for den rigtige pris
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

FCM: Vi sælger kun for den rigtige pris

Det er slet ikke givet, at folk som Sylvester Igboun, Pione Sisto og Erik Sviatchenko får lov til at forlade FC Midtjylland til sommer.

De fører Superligaen, og der er stor interesse i klubbens spillere. Sylvester Igboun var i januar tæt på et skifte til kinesisk fodbold, men da FCM ikke kunne finde en afløser, faldt skiftet i vasken. Det kan det også gøre til sommer, hvor FC Midtjylland ikke har intentioner om at sælge billigt.

Igboun, Sviatchenko og Sisto er klubbens tre største salgsemner, og de tre kommer helt sikkert til at have bejlere til sommer. Men bejlerne skal til lommerne, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at få fat i FCM-profilerne.

- I ugens løb har jeg møde med Steinlein og Glen, hvor vi gennemgår de mulige scenarier. Hvis vi får de rigtige tilbud, kan det godt være, vi sælger, men uanset hvem vi mister, er vores mål at gå styrket ud af sommervinduet. Vi tror på, at vores rekrutteringssystem er så stærkt, at det kan lykkes, siger FC Midtjyllands bestyrelsesformand, Rasmus Ankersen, til Ekstra Bladet.

Han fastslår samtidig, at klubben ikke ved, hvor mange spillere der eventuelt kan blive solgt, men hvis FC Midtjylland vinder det danske mesterskab og dermed skal i Champions League-kvalifikation, kan det måske få nogle af de udlandsinteressante spillere til at blive i klubben lidt endnu.

Tidligere har sportsdirektør Claus Steinlein over for tipsbladet.dk forklaret, at klubben forbereder sig på alle tænkelige scenarier for at undgå at blive overrasket og for at forberede, hvad der skal ske til sommer.

FC Midtjylland har en målsætning om at komme styrket ud af transfervinduet.