Video : Tipsbladet
Superliga

Fik vild karantæne: Ante Erceg føler sig forfulgt

I et opsigtsvækkende interview fastslår den tidligere Brøndby-angriber Ante Erceg, at han føler sig forfulgt i den kroatiske liga. Det sker, efter at han i sidste sæson ragede en svimlende lang karantæne til sig.

Det tidligere Brøndby-flop Ante Erceg skrev i sidste sæson historie i kroatisk fodbold - aldrig før har en spiller raget så lang en karantæne til sig.

Ni spilledages karantæne lød dommen til Ante Erceg, der til dagligt tørner ud for NK Istra.

Angriberens brøde skete i en ligakamp mod HNK Rijeka tilbage i marts, hvor Ante Erceg blev udvist i slutminutterne for en vanvittig tackling på en modstander. Dommer Jakov Titlic takserede forseelsen til et direkte rødt kort, og det gjorde den tidligere Brøndby-angriber så oprevet, at han flåede blokken ud af dommerens hånd og rev den i stykker, mens han skældte ud til den store guldmedalje.

Ni dage på tribunen kostede raserianfaldet, og nu kan Ante Erceg stå foran endnu en karantæne, efter at den kroatiske disciplinærinstans har valgt at tage en sag op på bagkant af NK Istras seneste kamp. 

Selv føler Ante Erceg, at episoden, der kostede ham ni dages karantæne, har medført, at dommerne forfølger ham.

- Jeg må ikke begå nogen fejl, og jeg må ikke gå ind i en eneste nærkamp. Når jeg gør, fortæller dommeren mig med det samme, at jeg risikerer at få et gult kort. Jeg kunne sige mere, men det er bedst, at jeg lader være, for det her interview bliver helt sikkert også overvåget af forbundet, siger Ante Erceg til Germanske og tilføjer alligevel:

- Mod Osijek blev et af mine mål noteret som et selvmål, selv om alle kunne se, at det var mig, der scorede. Jeg ved ikke, hvorfor jeg har generet dem så meget, men jeg er ligeglad - de må bare straffe mig, hvis de føler, ligaen er bedst tjent med det.

- I de europæiske kampe er det helt anderledes, fordi vi har udenlandske dommere, men herhjemme beskytter dommerne mig ikke - de massakrerer mig med gule kort. Nogle gange reagerer jeg voldsomt, og så ligner det på TV, at jeg er en slags psykopat, men det er bare sådan, mit spil er. Hvis de vil fortsætte med at give mig gule kort i hver kamp, selv om jeg ikke gør noget, er det hverken fair over for mig eller Istra.

Ante Erceg har i denne sæson modtaget tre advarsler i de første syv ligakampe, mens han i sidste sæson fik otte gule kort og et rødt i 21 optrædener.

Angriberen har i øvrigt kæmpe succes i den kroatiske klub, når han vel at mærke ikke afsoner karantæne. I sidste sæson scorede 33-årige Erceg 11 kasser, mens han i denne foreløbig har scoret to gange.

Ante Erceg kom til Brøndby i 2018 på en fri transfer og til en klækkelig løn, men de blå-gule fik nærmest intet for pengene, og kroaten forlod klubben som et stort flop. Ante Erceg nåede 31 kampe og fem mål i Brøndby-trøjen - han var undervejs udlejet til Esbjerg fB, hvor han heller ikke havde succes.