Superliga

Forsvarer for god til Norge - på vej til FCK

Den norske klub Sogndal er blevet for lille til forsvarstalentet Even Hovland. Han er derfor til salg og kan ende i FC København til januar.

Mathias "Zanka" Jørgensen er langtidsskadet og skifter klub til sommer. Det samme kan Peter Larsson gøre allerede i januar måned. Hvor FC København tidligere har haft masser af kampklare midterforsvarere, kan Sölvi Ottesen og Ragnar Sigurdsson i teorien være de to eneste tilbageværende til vinter.

Det er naturligvis en alt andet end optimal siatuation, og derfor ser FC København sig nu om efter en - eller flere - spillere til den vigtige position i hjertet af forsvaret. En af de spillere, de danske mestre holder øje med, er den 22-årige nordmand, Even Hovland.

Hovland, der spiller på det norske U/23-landshold, betragtes som et af de største forsvarstalenter hos vores nordlige naboer, og han har tidligere været i søgelyset hos storklubber som Everton og Manchester United, hvor han i 2010 var til prøvetræning. Men nu er det FC København, der har rettet blikket mod Sogndal-spilleren.

- Der har ikke været en konkret henvendelse, men jeg ved, at FC København og andre klubber har været her og kigge. Og mon ikke det er Even, de har kigget på, siger Sogndals direktør, Egil B. Mundal til tipsbladet.dk med et lille grin.

Sogndal ligger tredjesidst i den norske Tippeliga, men klubben kan redde sig fra nedrykning med en sejr i en af sæsonens to sidste kampe. To kampe, der er Even Hovlands sidste i Sogndal-trøjen. Hovland har et år tilbage af sin kontrakt i klubben, men han skal sælges allerede til januar - måske til FC København.

- Sogndal skal være en udviklingsklub, og i næste sæson har vi ikke meget mere, vi kan tilbyde Even. Så klubbens holdning er, at han skal væk til januar. Og heldigvis er der god interesse for ham, fortæller Egil B. Mundal, der ikke er bleg for at rose midterforsvarerens kvaliteter.

- Even har ekstreme fysiske forudsætninger, og hans potentiale er uden tvivl meget stort. Derudover er han en tiltalende person med en meget professionel indstilling, slutter Sogndal-direktøren.

Udover FC København har også engelske Crystal Palace set Even Hovland an adskillige gange. Englænderne har også tidligere budt på forsvarsspilleren, så FC København kan få kamp til stregen, hvis "Løvernes" interesse konkretiseres.