Frank: Albrechtsen fravalgt af taktiske årsager
Illustration
Superliga

Frank: Albrechtsen fravalgt af taktiske årsager

Martin Ørnskov spillede hele mandagens kamp i midterforsvaret for Brøndby, fordi han er bedre med bolden end eksempelvis Dario Dumic og Martin Albrechtsen. Det forklarer Thomas Frank efter 2-0-sejren over Silkeborg.

Da Brøndby mandag aften vandt 2-0 over Silkeborg, var det med et anderledes midterforsvar på holdkortet. Norske Frederik Semb dannede således stopperduo med Martin Ørnskov, der ellers plejer at være midtbanespiller.

Ørnskov spillede hele kampen i midterforsvaret og holdt dermed Dario Dumic på bænken, mens rutinerede Martin Albrechtsen var helt uden for truppen.

Cheftræner Thomas Frank forklarer hvorfor:

- Der er ingen tvivl om, at Ørnskov har store kvaliteter med bolden. Det er også derfor, at han er bedst, når han har mange spillere foran sig. Han spiller bolden hurtigt og de rigtige steder hen med færre berøringer. Han lægger nogle gode diagonal-afleveringer, og jeg synes, det så fint ud. Han har trænet det i træningskampene, hvor han blandt andet spillede en hel kamp mod et tysk hold. Det er noget, vi har puslet med og arbejdet med, så det er noget, man kommer til at se mere til, siger Thomas Frank til Tipsbladet.

Læs også: Bedst og værst: Brøndby - Silkeborg

Martin Albrechtsen er tilbage i startopstillingen i Brøndby på torsdag, når modstanderen er Club Brugge i Europa League, men Thomas Frank understreger, at forsvarsspilleren ikke blev sparet mod Silkeborg. For Albrechtsen var helt klar til at spille.

- Han var ikke sparet overhovedet. Jeg vurderede, at de 18 der var udtaget til opgøret, kunne vinde kampen for os. Også de unge. Det var derfor, at de spillere var udtaget. Ørnskov var i midterforsvaret, fordi han er bedre med bolden, men jeg kan bare sige, at Albrechtsen starter inde på torsdag, siger Thomas Frank, der ikke ser fravalget af Albrechtsen som en kritik af den erfarne stopper.

- Albrechtsen har enormt mange kvaliteter i forhold til duelspil. Han forsvarer boksen rigtig godt med liv og lemmer. Det er helt vanvittigt godt. Men med bolden er der nogen, der har større kvaliteter end ham, og det var derfor, jeg valgte som jeg gjorde mod Silkeborg, siger Thomas Frank.

Brøndby møder Club Brugge i Belgien på torsdag, mens modstanderen i Superligaen i weekenden er Hobro på udebane.