Video : Tipsbladet
Ligue 1

Storklub fyrer Gattuso efter fem måneder

Marseille havde ikke den store tålmodighed med italienske Gennaro Gattuso, som nu på jobjagt.

Sidst i september blev Gennaro Gattuso hyret til at sætte skik på fodboldholdet i den franske klub Marseille. Men han fik kun knap fem måneder til at lykkes.

Tirsdag er den tidligere italienske landsholdsstjerne blevet fyret.

Han bliver erstattet af franske Jean-Louis Gasset, der for nylig blev fyret fra sit job som landstræner for Elfenbenskysten midt under Africa Cup of Nations, som ivorianerne endte med at vinde uden ham.

På sin hjemmeside skriver storklubben, at man takker Gennaro Gattuso og hans trænerstab for "den fejlfri investering og store professionalisme", som de har udvist på daglig basis.

Trods det ihærdige forsøg har Gennaro Gattuso dog ikke formået at få Marseille-mandskabet på ret køl.

I løbet af de seneste knap fem måneder har Marseille vundet 9 ud af 24 kampe, mens det er blevet til syv nederlag og otte uafgjorte kampe.

Senest har klubben været inde i en periode på syv kampe uden sejr, og klubben er placeret på en beskeden niendeplads i den franske liga.

Gennaro Gattuso kan dermed se tilbage på to ansættelsesperioder, der er afsluttet efter ganske kort tid.

I sommeren 2022 blev han ansat i Valencia, og allerede den efterfølgende januar måtte han slippe tøjlerne igen.

Tidligere har han været træner hos blandt andet Napoli og AC Milan, hvor han med stor succes spillede i langt det meste af sin aktive karriere.

/ritzau/