Superliga

- Gilberto er erstattet godt

Martin Retov var ikke begejstret over at se Gilberto Macena blive solgt til Kina, men mener at erstatningerne er gode.

Gilberto Macena blev efter mange transfervinduers spekulationer endelig solgt i januar, da kinesiske Shandong Luneng lagde et større millionbeløb på bordet.

Det fyldte fint op i klubkassen på CASA Arena, men efterlod også AC Horsens med et hul fremme i forreste kæde at dække. For Gilberto Macena forlod Horsens med 11 mål fra efteråret i bagagen og en titel som ligatopscorer.

Spillerne, som Martin Retov, hoppede ikke ligefrem af glæde.

- Jo, jeg var selvfølgelig lidt tvedelt, ligesom de fleste andre. Man må anerkende Gils store betydning for Horsens i alle de år, han har været her, men måske mest af alt her i efteråret, hvor han fik sit gennembrud for alvor, laver 11 mål og er topscorer i Superligaen.

- Men i det marked, der er nu, er der bare ikke råd til ikke at sælge en mand, de kunne få den pris for. Det er fuldt forståeligt, men om det havde været FCK, der solgte N'Doye, eller os der sælger Gil, så gør det ondt at sælge sin topangriber, konstaterer Martin Retov til tipsbladet.dk.

Han glæder sig dog over, at Horsens handlede hurtigt ved at hente Johan Absalonsen ind på en lejekontrakt fra FCK, og at svenskeren Ken Fagerberg allerede havde sluttet sig til transferfrit fra FC Midtjylland, efter et lejeophold i Viborg.

- Men klubben har været rigtig godt forudseende og henter Ken ind allerede i efteråret, og Absalonsen ind på en lejekontrakt i de sidste timer af vinduet nu her. De har virkelig gjort noget for at kompensere for tabet af Gil, og de er begge to startet rigtig godt.

- Vi må se, hvordan det bærer igennem i foråret, men jeg synes ikke, der er nogen grund til at rynke på næsen foreløbig. Vi har lavet seks mål i de fire kampe, og det er acceptabelt. Vi skal nærmere have lukket mere af nede i den anden ende, hvor vi har lukket lidt for mange ind. Jeg er ikke så bekymret, siger Martin Retov.