Gomes: Ikke færdig med Esbjerg
Foto: Astrid Dalum / Polfoto
Superliga

Gomes: Ikke færdig med Esbjerg

Eddi Gomes er klar til at vende tilbage til Esbjerg, hvis ikke udlandet bliver en succes.

Efter bare et halvt år er Esbjerg-profilen Eddi Gomes færdig for denne gang. Forsvarsklippen er blevet enig med en endnu ukendt klub, og aftalen ventes gennemført i løbet af den kommende uge.

Eddi Gomes har markeret sig som en stor profil for vestjyderne, hvor han fik debut for bare et halvt år siden. På to år er spilleren gået fra en tilværelse i anden division til Superligaen, og det er ikke uden følelser, 26-årige Gomes siger farvel:

- Jeg tænkte, at her skulle jeg være i mange år, og i hvert fald indtil min kontrakt udløb. Sådan skulle det ikke gå. Jeg vil komme til at savne Esbjergs fans efter den modtagelse og den støtte, de har givet mig. Jeg vil også savne holdkammeraterne, siger Eddi Gomes til klubbens hjemmeside og fortsætter:

- Jeg har ikke nogen uddannelse og blev først professionel for to år siden. Derfor er jeg økonomisk nødt til at spare noget op til tiden efter fodboldkarrieren. Hvis jeg ikke bliver glad for at være, hvor jeg nu kommer hen, vil Esbjerg være den første klub, jeg tænker på. Jeg er ikke færdig med Esbjerg og vil gerne vende tilbage som en klogere og bedre fodboldspiller, udtaler forsvarsspilleren.  

Eddi Gomes skiftede i 2014 fra HB Køge til Esbjerg fB.