Video : Tipsbladet
Superliga

Gravgaard: Randers skal forbindes med fodbold frem for Mokaï

Michael Gravgaard forklarer nu, hvorfor han i skarpe vendinger rettede kritik mod de folk, der ikke kommer på stadion i Randers.

Tidligere på ugen rettede Randers-direktør Michael Gravgaard en markant kritik mod borgerne i Randers, fordi de i hans øjne ikke bakker op om byens fodboldhold. Randers FC ligger i toppen af Superligaen, men til søndagens kamp mod OB, var der kun omkring 3.300 tilskuere på stadion, og derfor prøver Michael Gravgaard at skabe mere opmærksomhed om fodboldhold. 

Det forklarer han i et interview med Randers Amtsavis. 

I interviewet fortæller han, at det ligger ham meget på sinde, at Randers skal forbindes mere med fodbold end de fordomme, der i hans øjne præger billedet af Randers.

- Det er som om, at der skal nogle andre kræfter til for at vække byen. Borgerne i Randers har selv et medansvar for en mere positiv branding af byen. Jeg synes, det er på tide at bakke op om de ting, der kan trække positive overskrifter om byen. Det er da sjovere at snakke om, at tilskuerne strømmer til fodbold i Randers end at tale om en specifik slags sko og Mokaï. Lad os nu give Danmark noget andet at snakke om, og der er fodbold altså bare et nemt sted at starte, siger Michael Gravgaard til Randers Amtsavis. 

Michael Gravgaard fortæller desuden, at han mener, at Randers er en god fodboldby, og at han har skrevet læserbrevet for at få reaktioner og få folk op ad stolene. 

Randers møder i næste spillerunde AC Horsens på udebane.