Hobro-boss: FCN vil give chancer væk
Foto: Jan Christensen/GettyImages
Superliga

Hobro-boss: FCN vil give chancer væk

Thomas Thomasberg er fortrøstningsfuld inden opgøret mod FC Nordsjælland søndag.

FC Nordsjælland er søndag pisket til sejr, når de gæster Hobro i det nordjyske. FC Midtjylland overhalede dem nemlig fredag, og hvis Hjulmand og co. vil have førstepladsen tilbage kræver det en sejr over Hobro.

I Hobro anerkender cheftræner, Thomas Thomasberg, at modstanden vil blive hård, men tror alligevel på hjemmeholdets chancer:

- Vi ved, at FC Nordsjælland har mange dygtige, unge spillere, der har gjort det helt fantastisk i det her efterår. Vi skal dæmme op for deres boldomgang og direkte spil, fordi selv om, de er et boldbesiddende hold, så er de altså dygtige til at spille direkte igennem kæderne. 

- Når det er sagt, er det også et hold, der i langt de fleste kampe har haft perioder, hvor de har været presset og givet chancer væk. Det kommer de også til i morgen med den offensiv, som vi har, siger Thomasberg til Hobros hjemmeside.

Pål Alexander Kirkevold scorede i sidste weekend endnu engang og slog Superliga-rekord for flest mål i kampe i træk. Thomasberg mener dog ikke kun, at det er Hobro, der har individuel kvalitet: 

- Rent individuelt har de ligesom os et par dygtige spillere, som har scoret mange mål. Pål (Kirkevold red.) har fået meget omtale, men Asante ligger altså lige bagved ham på topscorerlisten. Vi skal passe på deres dybdeløb og deres boldomgang, advarer cheftræneren.

Hobro står uden sejr i de seneste fire kampe, men på trods af det, mener Thomasberg stadig, at der er fremgang at spore:

- Vi har modsat ikke tabt 2 kampe i træk. Vi skulle have vundet over OB, og mod Horsens spiller vi i undertal i 85 minutter, så det var også en vanvittig flot præstation. Jeg hæfter mig ved, at jeg synes, at der har været fremgang, fortæller Thomas Thomasberg.

Kampen mellem FC Nordsjælland og Hobro IK spilles søndag med kampstart kl. 12.00.