Hobro stolte over Jung-Bin Park-salg
Superliga

Hobro stolte over Jung-Bin Park-salg

Hobro IK siger med stolthed i stemmen farvel til Jung-Bin Park, der er solgt til Viborg FF.

Hobro IK har torsdag sagt farvel til offensivspilleren Jung-Bin Park, der er blevet solgt til Viborg FF. Sydkoreaneren havde en fin første sæson i Danmark, og Hobro havde uden tvivl gerne beholdt ham. Det kunne ikke lade sig gøre, men nordjyderne er også stolte over at sælge en spiller videre, der kom til klubben som lidt af et sats.

- Det er jo en historie, vi er fantastisk stolte over. Jung-Bin blev inviteret til prøvetræning sidste sommer, og vi kunne jo se et stort potentiale i ham. Derfor tog vi chancen og lavede en aftale med ham, hvilket må siges at have været en god beslutning. Jung-Bin er en dygtig fodboldspiller og en god fyr, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Vi er lykkedes med nogle gode transfers de seneste år, hvilket er et område hvorpå vi virkelig har flyttet os som klub. Vi har fungeret som et godt springbræt, hvor man er i et godt og sundt træningsmiljø. Det synes jeg godt vi kan tillade os at være stolte over.

Jung-Bin Park har underskrevet en tre-årig aftale med Viborg FF.