Hørsholt: Forventer, at Delaney finder en ny klub
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Hørsholt: Forventer, at Delaney finder en ny klub

Anders Hørsholt udtaler, at han regner med, at Thomas Delaney finder en ny klub denne sommer.

Thomas Delaney blev kåret til Forårets Profil i Superligaen efter en række af glimrende præstationer for FC København. 

De flotte præstationer har givet Delaney ambitioner om et skifte væk fra Danmark - til udlandet, hvor Delaney er på jagt efter en klub. 

FC Københavns direktør Anders Hørsholt fortæller, at Delaney lige nu, i samarbejde med sine rådgivere, er på jagt efter en ny klub, men hvis ikke det lykkes, så er han velkommen til at blive hos FCK. 

- Thomas har meddelt os, at han har et ønske om at prøve talentet af i udlandet, og det ønske har vi stor respekt og forståelse for i klubben, som han har repræsenteret så flot gennem mange år. Derfor har vi givet ham og hans rådgivere lov til at afsøge muligheden for at finde en ny klub, der både kan opfylde hans ambitioner og FCK’s krav til en transfer, fortæller Hørsholt til fck.dk. 

- Vi forventer og håber, at det lykkes, ikke mindst for Thomas, men hvis ikke, er han naturligvis fortsat velkommen hos os og fortsætter i F.C. København på lige fod med sine holdkammerater i den kommende sæson. Vi ved, at Thomas er en loyal klubmand og topprofessionel, så det ser vi ingen problemer i. Men da vi ikke kan være sikre på, om Thomas er til rådighed i de meget vigtige kampe, der ligger foran os, har vi selvfølgelig også ageret ved at hente Jan Gregus, der skal sikre, at vi er konkurrencedygtige i forhold til de kommende opgaver uanset udfaldet af situationen med Thomas, slutter han.