BRAGT I TIPSBLADET 18. OKTOBER 2013
JÖNSSON, TRYGHEDEN OG ARVEN I AALBORG
Han har stået i lære hos Henrik " Henke" Larsson, og i Tyskland kæmpede han med landsholdsspillerne Patrick Helmes og den senere Champions League-vinder Mario Mandzukic om spilletid. Nu skal Rasmus Jönsson i Parken med AaB, hvor den 23-årige angriber på en etårig lejeaftale satser på at rehabilitere en karriere, som skader og svigtende selvtillid på bænken i benhårde Wolfsburg har kastet af skinnerne. Fokus på en lang svensker, der bestemt ikke kan det samme som en anden tidligere nordjysk Helsingborg-stjerne, Rade Prica, men som håber på at få samme succes.
At spille for topholdet AaB mod efterårets skuffelse i Superligaen, FC København, er bestemt ikke den dårligste tjans, man kan forestille sig for en 23-årig svensker, der har spillet størstedelen af karrieren i Allsvenskan.
Men for skåningen Rasmus Jönsson må det være svært ikke at tænke " hvad nu hvis", når han ser tilbage på, hvordan han er havnet i den bedste danske række.
For lidt over to år siden debuterede Jönsson i den daværende danskerklub Wolfsburg, der dengang havde papir på Simon Kjær og Thomas Kahlenberg.
Jönsson blev købt i Helsingborgs IF for 22 millioner danske kroner i de sidste dage af august, og da Schalke 04 kom på besøg i Wolfsburg efter landskampspausen 11. september 2011, var det minsandten med forwarden Rasmus Jönsson som venstre wing.
Udeholdet havde fire måneder forinden været i Champions League-semifinalen mod Manchester United, Jefferson Farfan satte Raul op til føringsmålet et kvarter inde i kampen, og på midten spillede Schalke med to af de mest lovende unge spillere i Bundesligaen, Julian Draxler og Lewis Holtby.
Men det blev Rasmus fra Viken, ti km fra Helsingborg og Hornbæk på den danske side af Øresund, der siden stjal billedet i kampen mellem to af Bundesligaens rigeste hold.
En halv time inde i kampen lagde Jönsson en perfekt bold på tværs til Mario Mandzukic, der let kunne heade bolden i et tomt mål, det første brugbare offensive indslag, Wolfsburg havde i kampen. Ti minutter før tid rettede Mandzukic et dårligt taget frispark i mål, og på billederne fra dengang kan man se en udmattet Rasmus Jönsson gå ned til den ene målende med sine nye, storsmilende holdkammerater for at tage imod de dedikerede fans' hyldest.
To uger senere fik Jönsson første halvleg mod Kaiserslautern, 1. oktober 2011 startede han ved siden af Mario Manduzkic i front i et 1-3 nederlag til topholdet Bayer Leverkusen, og lige, som Rasmus Jönsson var ved at komme i gang, havde han tre uger efter sin debut spillet det, der viste sig at være hans sidste Bundesliga-kamp fra start i Wolfsburg.
Igennem Wolfsburgs maskine
Rasmus Jönsson er enhver fodboldklubs drøm. Han er født og opvokset i nærområdet, han har altid gået op i fodbold, har engagerede forældre, der ud over at støtte gik op i, at sønnen lærte at stå på egne ben, så snart han kunne, så han selv tog bussen fra Viken og ind til træning i Helsingborg. Jönsson er et roligt gemyt, både menneskeligt og som fodboldspiller.
Fem advarsler i 124 førsteholdskampe er ikke meget, og det er da heller ikke tacklingerne eller de vundne hovedstødsdueller med høje albuer, der har kendetegnet Rasmus Jönssons tilværelse som fodboldspiller.
"Min mor og far har set stort set alle kampe, jeg har spillet. De har endda kørt herop hjemme fra Helsingborg. Jeg har altid syntes, at fodbold var det sjoveste at bruge min tid på, og det er vel også en forudsætning for at satse på det. Det skal være sjovt," siger Rasmus Jönsson.
I Wolfsburg var der, i bogstaveligste forstand, ingen kære mor lige rundt om hjørnet, som Rasmus Jönsson havde været vant til i de første 21 trygge år af sit liv.
Wolfsburg var ikke de første, der havde forsøgt at købe Jönsson fri af Helsingborg. Et halvt år tidligere havde modstanderen i Bundesliga-debuten Schalke 04 ifølge Aftonbladet været så tæt på at hente Jönsson, at det kun var Schalkes sene bud og papirarbejde, der forhindrede et skifte før vinduets lukning.
Ajax så også nærmere på Jönsson, men det blev Wolfsburg, som Helsingborg og Jönsson lavede en aftale med. Men hvorfor det? Sæsonen inden havde Wolfsburg kun med nød og næppe undgået nedryknings-playoff. Og vigtigere var, at klubben og dens koleriske træner Felix Magath var kendt for at skifte voldsomt ud i spillertruppen i hver sæson, og at Magath var og er berygtet for at være en bulderbasse.
Der er en årsag til, Magaths spillertrupper har fundet på øgenavnene "Saddam" og "Quälix" ( en sammentrækning af Magaths fornavn og det tyske udsagnsord for at torturere), så hvorfor valgte den stille Rasmus at spille for store, stygge Felix i en trup med en mængde højt betalte profiler, som Wolfsburg og Felix Magath ikke tøvede med at kaste til side, når resultaterne ikke artede sig? " Jeg vidste udmærket, da jeg kom, at det ville være svært at få en startplads med det samme. Om ikke andet på grund af de andre angribere i truppen. Men jeg havde også hørt, at Magath er en træner, der i den grad har sine egne ideer, men som samtidig tør bringe ukendte spillere frem og gøre dem gode," siger Rasmus Jönsson.
Før Magaths retur til Wolfsburg i marts 2011 havde cheftræneren kun i lille Eintracht Frankfurt fra 1999 til 2001 haft et hold, der tabte flere kampe, end det vandt, så Jönssons tiltro til Magaths trænerevner var ikke ubegrundet.
Men hvor Magath i 2009 vandt det tyske mesterskab med Wolfsburg, blev anden ombæring i bilbyen en dårlig oplevelse for begge parter.
VfL Wolfsburg har med Volkswagen-koncernen i ryggen et af Bundesligaens allerstørste budgetter til indkøb og lønninger, et budget, der ligger omkring 500 millioner kroner. Det fik Magath i første sæson en ottendeplads ud af med 13 sejre og 16 nederlag, efter at han i vinterpausen i januar 2012 havde hentet yderligere otte spillere ind, heraf to forwards i form af Giovanni Sio fra Elfenbenskysten og Vieirinha, der i dag spiller på det portugisiske landshold.
Det var barskt at være prof i Wolfsburg.
Jönsson havde det fint med de otte-ti jævnaldrende spillere som Giovanni Sio, der var i truppen. Men forskellen i omgangstone og konkurrencen fra Helsingborg til Wolfsburg var enorm, især når spillerne skulle vise sig frem for Felix Magath til træning.
"Det var anderledes hårdt end herhjemme. Jeg regner Danmark for at være ligesom Sverige, svenskere og danskere er meget ens. I Tyskland var miljøet meget hårdere, man tænker mere på sig selv. Man skal vise, at man skal spille, og så mere eller mindre skide på de andre. Sådan føltes det i hvert fald. Og det var jeg indstillet på," siger Rasmus Jönsson.
"Jeg vidste, at jeg ikke var indkøbt til omgående at starte inde. Jeg kostede meget efter skandinaviske forhold, men for Wolfsburg var det jo ingenting. Jeg var langt fra den dyreste spiller. Men samtidig. Fodbold er så konkurrencepræget, at det er ligegyldigt, om jeg så var skiftet til FC Barcelona, så vil man altid spille. Det var en mental omstilling, uanset at jeg var indstillet på det på forhånd, at jeg ikke startede inde hver gang. For det er jo det sjove," siger Rasmus Jönsson.
Seks indskiftninger i Bundesligaen i efteråret 2012 var ikke nok, så Jönsson og hans agent Jonas Svensson fandt en anden klub i Tyskland, hvor planen var, at Jönsson skulle spille fast. t T " Da jeg kom hjem til sæsonforberedelserne sidste sommer, var der igen kommet mange nye spillere. Jeg spillede en del i træningskampene, jeg syntes, at det gik godt, og hvis jeg også fik chancen i kamp, følte jeg, at der var potentiale til noget godt. Jeg ville gerne give det et halvt år til, fordi jeg fortsat udviklede mig. Men så fik Magath sparket, og jeg spillede stort set ikke i efteråret. Jeg var med på bænken hver gang og følte, at jeg var tæt på de første 11, men de spillede alle kampe. Jeg var nummer 13-14 stykker, men da vi var fremme ved vinterpausen, sagde jeg til min agent, at jeg var nødt til at spille kampe for at blive bedre," siger Rasmus Jönsson.
Den klub fandt Jönsson i form af FSV Frankfurt i 2. Bundesliga. Alt så godt ud de første uger, Jönsson spillede fra start, men så gik den unge svenskers lysken i stykker. Det var første gang, han havde en længerevarende skade, og Rasmus Jönsson gik ind i sommeren 2013 ude af form og uden seriøse udsigter til spilletid i Wolfsburg.
AaB passede bedre end Helsingborg
I AaB har man tidligere haft stor succes med at hente angribere ind fra større ligaer. Tænk Rade Prica, Frank Strandli og Morten " Duncan" Rasmussen som lejesvend for to år siden. AaB har også lavet gedigne fejltagelser som Marek Saganowski, Luton Shelton og Dickson Nwakaeme. De to sidstnævnte kom godt nok ikke fra større ligaer, men de illustrerer, hvor svært det er at ramme de rigtige folk til pladsen oppe foran, når tid og penge og begrænsede ressourcer på transfermarkedet.
Rasmus Jönsson er seneste mand på pladsen, men selvom han er høj og svensk, tåler han ikke sammenligning med ret mange af sine forgængere på pladsen. Det skulle da lige være Lasse Nilsson, der var med til at spille guldet i hus på leje fra Saint-Etienne i foråret 2008, og som i dag spiller for Elfsborg.
"Lige fra min første træningsdag på førsteholdet i Helsingborg skrev alle medier om, at ham der Jönsson var nødt til at tage fem-syv kg på, ellers ville han aldrig slå til. Men altså, fodbold handler jo også om andre ting. Kender man mig som spiller, så bruger jeg ikke så meget det, at jeg er høj. Selvom jeg er det, så spiller jeg så at sige som en lille spiller. Jeg går mere op i kombinationsspil," siger Rasmus Jönsson.
"Set udefra, så ville jeg jo også tro, at en høj spiller som mig ville være god i hovedspillet og primært være targetman. Det er måske dumt at sige efter sidste kamp, hvor jeg scorede to mål med hovedet, men hovedspillet er vel egentlig det, jeg er dårligst til," siger Rasmus Jönsson og ler.
Det er næsten absurd at gense Jönssons to mål mod Viborg, som rigtigt nok blev scoret med hovedet. For i de fire sæsoner hos Helsingborg, hvor Jönsson scorede 30 Allsvenskan-mål, faldt kun et på hovedstød, og ser man nærmere efter på videoen mod Viborg, er de to mål da heller ikke ligefrem braget ind.
Nej lange Jönsson er trods sine 192 cm en udpræget oplægger, der som senior toppede med ni mål i Helsingborgs guldsæson for to år siden, der gerne skal score et tocifret antal mål i flere af sine sæsoner de næste ti år. Men boksangriber, der bliver han næppe.
At Rasmus Jönsson endte i AaB kan den danske klub muligvis takke Wolfsburgs politiuddannede cheftræner Dieter Hecking for.
Efter at have startet sommerforberedelserne med genoptræning, kastede Jönsson sig helhjertet ud i nogle hårde træningspas. Hans knæ reagerede dårligt på træningen, der var mistanke om en meniskskade, og først nu er Rasmus Jönsson så småt klar til igen at spille 90 minutter på topniveau. De interesserede klubber fik selvsagt nys om Jönssons nye skade, og så var der pludselig ikke så mange muligheder tilbage.
"Inden min knæskade var en del klubber interesserede, især fra Holland, hvor man altid har haft et godt øje til mig. Men da jeg fik skaden blev det selvfølgelig sværere. Der var ikke så mange, der ville tage chancen, og mod slutningen af transfervinduet havde mange klubber fyldt trupperne. I Sverige vil jeg kun spille for Helsingborg, og der var lidt interesse fra Norge, men der var jo samme problem med antallet af kampe som i Sverige. Jeg ville finde et trygt miljø, og der føltes Danmark som et godt alternativ. Der var en anden interesseret klub, men AaB føltes rigtig," siger Rasmus Jönsson.
"Mange svenske spillere er lykkedes her, det gælder de fleste, der er skiftet hertil, som Ericsson og Andreas Johansson. Lindström var vel også en vellidt spiller i byen," siger Jönsson, der allerhelst havde spillet for Helsingborg, hvis kampene i Allsvenskan havde ligget mere hensigtsmæssigt.
"Det vil jeg ikke lyve om. Sverige og Danmark er meget ens i ligaernes niveau, og selvfølgelig ville jeg allerhelst vende hjem til "HIF", som jo er min klub. Men havde jeg gjort det, havde sæsonen nærmest været ovre. Jeg har spillet to kampe fra start i AaB, og jeg er stadig ikke i form til 90 minutter. På det her tidspunkt er der tre runder tilbage i Allsvenskan, så det havde været dumt at tage til Helsingborg. Det havde været det forkerte skridt for min karriere. Ligaen går først i gang igen til april, og så havde jeg haft et halvt år uden betydende kampe. Det var ikke en mulighed."
Trygheden i Aalborg
I Aalborg er der brug for Rasmus Jönsson.
Klubben har ikke råd til hobevis af nye spillere, den har faktisk slet ikke råd til noget med denne uges nedskrivning af egenkapitalen.
Men først og fremmest er Rasmus Jönsson igen del af et fodboldhold, hvor man kommer til hinandens fødselsdage, hvor sammenholdet er i top, ligesom det var det i Helsingborg.
"Jeg ville have et trygt miljø. Ikke for at slappe af, men for at jeg kunne lande igen, være et sted, hvor jeg ville trives. Og det har jeg gjort fra første dag," siger Rasmus Jönsson.
"Det er rart at føle, at nogen har brug for en. At have et større ansvar på holdet og få en plads. I stedet for bare at være et nummer i truppen. Alle 35 i Wolfsburg var gode nok til at spille. Det var ikke noget med, at det kun var de første 20, der var klar, og resten var træningsspillere. Alle var gode nok til førsteholdet. I Sverige følte jeg mig som en vigtig spiller, i Wolfsburg var jeg bare en i mængden. Man får det ud af det, at man bliver mentalt stærkere. Man kan lettere tåle modgang. Når man er i situationen føles det overhovedet ikke positivt på nogen måde, men bagefter kan jeg se, at jeg har lært af det," siger Rasmus Jönsson.
Angriberen er gået ned i løn for at komme til AaB. Det gør man gerne, når man i starten af tyverne har siddet længe nok på bænken. Svenskeren håber, at han spiller sig i form til igen at spille i en klub på eller tæt på Wolfsburgs niveau.
"Når man ikke har spillet fodbold i lang tid, så er pengene ligegyldige. Jeg er stadig kun 23 år, jeg håber, at jeg har mange år tilbage, så at blive siddende i to år for at få pengene på kontrakten i hus, det er simpelthen ikke en valgmulighed for mig. Jeg var ligeglad med, hvad jeg fik i løn, bare jeg fandt et sted, hvor jeg igen kunne spille fodbold, og at holdet spillede en type fodbold, der passede mig," siger Rasmus Jönsson.
I AaB er fodbold ved at blive sjovt igen, ikke mindst efter de to mål imod Viborg for to uger siden, der tog lidt af presset. Jönsson scorede ikke et ligamål for Wolfsburg, og det vil han rette op på i Aalborg.
"Det er længe siden, at det sidst var sjovt at spille fodbold. Det havde det ikke været i et år, før jeg kom til Aalborg. Mit liv har altid drejet sig om fodbold, om at det var sjovt, at det var fedt at spille kampe og træne. Det er hårdt, når den følelse forsvinder."
