Superliga

Islandsk midtbanespiller til Danmark?

Den islandske landsholdsspiller Ari Skulason kan være på vej til Danmark.

GIF Sundsvall rykkede i forrige sæson ud af den bedste svenske række, og dermed skal klubben en tur ned i Superettan. Den tur har den islandske midtbanespiller Ari Skulason imidlertid ikke tænkt sig at tage. Han føler, at han hører til på et højere niveau end det næstøverste i Sverige, og derfor søger han væk - og måske søger han mod Danmark.

Til svenske medier fortæller Ari Skulason tirsdag eftermiddag, at han er tæt på at indgå en aftale med en klub i Skandinavien, og at denne klub ikke er fra Sverige. Dermed står Norge og Danmark tilbage, men midtbanespilleren vil ikke ud med, om han skal over Øresundsbroen eller med flyveren nordpå.

25-årige Ari Skulason har repræsenteret GIF Sundsvall siden 2008, og før det tørnede han ud for BK Häcken. Fra 2003 til 2005 prøvede han at slå igennem som ungdomsspiller i hollandske Heerenveen, men den mission mislykkedes. Han står noteret for otte A-landskampe for Island.

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra Ari Skulasons agent, men han har ikke været at træffe tirsdag eftermiddag.