Jeppe Andersen-skade stopper Fellah-salg
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Jeppe Andersen-skade stopper Fellah-salg

Jeppe Andersen er ude i resten af 2015 med et sprunget korsbånd, og derfor må Mohammed Fellah nu blive i klubben.

De frygtede det værste i EfB-lejren, da Jeppe Andersen måtte bæres fra banen i søndagens kamp mod FC København.

Og det var desværre med rette. Scanningen mandag viste, at den 22-årige midtbanespiller har sprunget korsbåndet og er ude i resten af 2015. 

- Det var et solouheld, og de er jo tit de værste. Det sagde også knæk, men det gjorde ikke specielt ondt, og jeg kunne jo gå fra stadion, og derfor havde jeg også en ok fornemmelse inden scanningen. At det så var et sprunget korsbånd, det var noget af et chok at få, siger Jeppe Andersen til JydskeVestkysten.

EfB har tidligere meldt ud, at der har været interesse for Mohammed Fellah fra flere norske klubber, der stadig har et åbent transfervindue. Men med Jeppe Andersens skade må nordmanden blive i klubben.

- Nu er det her så nyt, men det er umiddelbart beslutningen, at Fellah bliver her nu, og den snak har vi også haft med ham i dag (mandag, red.). Når det er sagt, har Fellah også selv været i tvivl og været i tænkeboks i noget tid, så det er ikke noget med, at vi begrænser ham noget - ikke før nu i hvert fald. Med Jeppes skade kan vi ikke have mere afgang fra truppen, for vi skal ikke svække os selv yderligere, og vi kan ikke gøre andet inden sommer, siger EfB's Niels Erik Søndergård til avisen.