Jesper Bech: I dialog med SIF om forlængelse
Illustration
Superliga

Jesper Bech: I dialog med SIF om forlængelse

Silkeborg-profilen Jesper Bech har kontraktudløb til 31. december, og han taler i øjeblikket med SIF om en forlængelse. Men han ved godt, der er en chance for, at han ikke fortsætter i klubben.

32-årige Jesper Bech blev hentet til Silkeborg tilbage i 2009 af daværende træner Troels Bech. Siden har han været fast mand på holdet, men skader ødelagde det meste af sidste sæson, og i denne sæson havde han det svært i indledningen, fordi han ikke kunne komme på holdet.

Men siden han på tipsbladet.dk i slutningen af august nævnte, at han overvejede sine muligheder, har Jesper Bech været fast mand på Silkeborgs centrale midtbane. Den tidligere Esbjerg-, Malmö- og FCK-spiller har dog kontraktudløb til nytår, så han skal fortsat overveje sine muligheder.

Der har været dialog med Silkeborg IF om en forlængelse, men indtil videre er det ikke noget, der har udmøntet sig i en ny kontrakt. Klubben fra Søhøjlandet meldte onsdag ud i en fondsbørsmeddelelse, at man nu forventer at rykke ned, så truppen skal med stor sandsynlighed også skæres ind for at forberede en nedrykning, hvilket altså er det sandsynlige scenarie i øjeblikket. Og det kan koste Jesper Bech en ny kontrakt.

- Jeg er i dialog med SIF, og jeg har sagt, at jeg gerne vil blive. Jeg har min familie her, og jeg er lige blevet far igen, så vi går og overvejer at flytte til Silkeborg, siger Jesper Bech, der bor i Aarhus, til mja.dk og forklarer videre:

- SIF har sagt, at de som udgangspunkt er interesseret i at beholde mig, men de vil først have overblik over, hvordan økonomien ser ud, før de kan komme med et tilbud, siger han.

Silkeborg er som resten af Superligaen på pause, inden et møde med FC København venter. Det møde er programsat til den 22. november i Telia Parken.