Video : Tipsbladet
Superliga

Juventus taber point til bundhold

Mere end 70 minutter i undertal var for stor en opgave for Juventus, der måtte nøjes med 1-1 mod Empoli.

Juventus mistede lørdag et skridt i topkampen i Serie A, da holdet på eget græs måtte nøjes med 1-1 mod Empoli, der ligger til nedrykning.

En del af forklaringen på pointtabet skal formentlig findes i, at Juventus allerede efter 18 minutter blev reduceret til ti mand.

Med det ene point topper Juventus ganske vist Serie A, men der er kun to point ned til Inter, som har spillet to kampe færre.

Der var kun spillet et kvarters tid, da Juventus' polske angriber Arkadiusz Milik gik voldsomt ind i en tackling og stemplede en modstander hårdt.

Dommeren takserede i første omgang forseelsen til et gult kort, men et VAR-tjek ændrede det et rødt af slagsen og en tidlig tur i omklædningsrummet for Milik.

Det ændrede selvsagt kampbilledet. Empoli havde bolden langt mere, end holdet givetvis havde regnet med forud for kampen.

Der var dog en grund til, at ligaens nummer 19 var det mindst scorende hold med blot 14 mål efter 21 kampe inden turen til Torino.

Faktisk lykkedes det Dusan Vlahovic at sende forhåndsfavoritterne fra Juventus i front trods undertal kort inde i anden halvleg.

Føringen holdt indtil 20 minutter før tid, da Empoli endelig fik omsat overtaget til scoring. Den stod indskiftede Tommaso Baldanzi for.

Trods undertallet var det Juventus, der jagtede sejrsmålet i kampens afslutning, men man kom aldrig for alvor tæt på de tre point.

/ritzau/