Video : Tipsbladet
Superliga

Kæmpe ros: En af Superligaens mest undervurderede

Alexander Lind har kæmpe ros til overs for holdkammeraten Anders Klynge. Tipsbladet har talt med Silkeborg-motoren, der kaldes en af Superligaens mest undervurderede spillere.

- Det her mener jeg helt seriøst: Han er en af Superligaens mest undervurderede fodboldspillere. Han har så stor betydning for vores hold. Og så har han en hofte som 50-årig, men det er en anden snak.

Sådan lød det fra Alexander Lind, da Silkeborg-topscoreren mandag aften gæstede programmet “Offside” på Viaplay.

Men hvem handlede det så om? Jo, det var såmænd holdkammeraten Anders Klynge.

Han er næppe den, der løber med flest overskrifter eller scorer flest mål, men han har været fast inventar på Silkeborgs hold i de seneste knap fire år og har leveret den ene gode præstation efter den anden.

Og rosen fra Alexander Lind glæder også Anders Klynge, der selv sad og så holdkammeratens optræden på tv.

- Jeg sad selvfølgelig og så det. Det er sgu godt at have gode holdkammerater og få lidt ros. Lind er en god fyr, så det er dejligt med lidt ros fra ham, siger Klynge til Tipsbladet.

Hvad tænker han så selv? Er han undervurderet?

- Det er jo et godt spørgsmål. Jeg tror, at en type som mig er sjældent den, der får de store overskrifter, medmindre man laver noget helt vildt. Det er jo generelt målscorere og sådan, der får dem. Men jeg tror heller ikke, at jeg er den eneste i Superligaen, hvor det er sådan, siger han.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Alexander Lind og Anders Klynge i aktion for SIF mod FCK. Foto: Alamy

Har udviklet sig i SIF
Anders Klynge kom til Silkeborg IF fra OB som 19-årig i sommeren 2020, og siden har han som nævnt udviklet sig til en stor profil i Søhøjlandet.

I den indeværende sæson kan han også bryste sig af at have leveret tre scoringer og fem assister, ligesom han ifølge Superligaens hjemmeside har kun én spiller - FC Nordsjællands midtbanespiller Daniel Svensson - skabt flere chancer i ligaen end Anders Klynge.

- Jeg synes selvfølgelig, at jeg har udviklet mig. Jeg har spillet rigtig meget, og det er med til at hjælpe min udvikling, så det bliver bedre og bedre hele tiden. Det går godt i forhold til, hvad man kunne håbe på. Det er jo dejligt, og Silkeborg er jo også et godt sted at udvikle sig, siger Anders Klynge og tilføjer:

- Der er mange unge spillere, der har fået chancen, og det er jo det, Silkeborg har gjort, og en god træner i Kent Nielsen og et godt miljø hjælper selvfølgelig på udviklingen.

Der er dog stadig ting, der kan lægges på.

- Hvis man kan få flere mål og assister på, bliver man jo endnu mere interessant, så det er noget af det, der også er vigtigt for en midtbanespiller, lyder det.

Og så er der den der hofte, som ifølge Alexander Lind er som en 50-årigs. Hvad går det ud på?

- Det er vist det, man kalder lir i omklædningsrummet. Det er altid godt at kunne drille hinanden lidt, og når man har haft lidt skavanker eller noget, skal man altid lige komme med en kommentar eller to, så det er jo bare sjov og god lir, griner Anders Klynge.