Kasper Fisker: Løber ekstra for at opveje boldtab
Foto: Jan Christensen/GettyImages
Superliga

Kasper Fisker: Løber ekstra for at opveje boldtab

Randers FC-spilleren er den spiller, der har løbet mest i Superligaen. Selv forklarer han det med, at han skal kompensere for sine risikable afleveringer.

Kasper Fisker er ikke den klassiske omdrejningspunkts-spiller. I modsætning til de fleste kreative spillere, arbejder Randersspilleren også ekstra hårdt defensivt. Faktisk har den 28-årige kant løbet mest i hele Superligaen - nemlig lige knap 308 kilometer. Og det er der en meget klar grund til, forklarer han.

- Jeg vil ikke være en primadonna, der ikke kæmper for holdet og ikke er med til at forsvare. Jeg vil gerne være en spiller, der er god for holdet i alle situationer. Derfor prøver jeg at kompensere for eventuelle boldtab ved at kæmpe ekstra meget for holdet i andre situationer. Men om jeg lige nøjagtig er den spiller, der har løbet mest, går jeg ikke så meget op i. Der er det stadig mål og assists, der er det vigtigste, siger han til Randers Amtsavis.

Kasper Fisker har fået en speciel rolle hos Randers, hvor han får lov til at slå de risikable afleveringer for at skabe chancer. Det betyder også, at flere afleveringer går til spilde. Derfor er det vigtigt for ham, at han arbejder så meget for holdet, at han ikke får et primadonna-prædikat på sig. 

Randersspilleren har som nævnt løbet 308 kilometer i ligaen. Det er fire mere end nummer to - FC Nordsjællands Stanislav Lobotka. Den næstmest løbende Randersspiller er Johnny Thomsen, der er 67 kilometer bag Fisker.