Keller om mistænksom kamp: Megairriterende
Illustration
Superliga

Keller om mistænksom kamp: Megairriterende

To bookmakere har lukket for spil på kampen mellem FC Vestsjælland og Randers FC efter mistænkeligt spil. Og det irriterer Randers-anfører Christian Keller.

Som tipsbladet.dk kunne fortælle onsdag eftermiddag, så har Tipico og Cashpoint valgt at lukke for spil på kampen mellem FC Vestsjælland og Randers FC, der spilles fredag aften. Superliga-kampen er ifølge de to bettingselskaber ramt af mistænkeligt spil-aktivitet, og det har fået dem til at lukke for spil, ligesom de har informeret DBU om den mistænkelige adfærd.

Danske Spil har afvist, at de har oplevet noget mistænkeligt omkring spil på kampen, og hos aktørerne selv er der da også kun hovedrysten til overs. Over for metroxpress fortæller Henrik Madsen, anfører i FCV, at det er noget pjat at læse om. Også Randers-anfører Christian Keller er træt af det hele.

- Det er da megairriterende, at man et eller andet sted er i søgelyset, fordi man kan være indblandet i det, siger Christian Keller til metroxpress.

Begge anførere understreger, at de ikke er involveret i noget omkring matchfixing, ligesom de heller ikke kender til, at der skulle være foregået noget forkert.

Fokus er altså på banen og ikke på, hvor spillerne sætter deres kryds. Der er kampstart klokken 18.30.