Kent Nielsen: Skal være mere effektive mod Lyngby
Foto: ob.dk/Morten Wamsler
Superliga

Kent Nielsen: Skal være mere effektive mod Lyngby

Kent Nielsen udtaler, at det er vigtigt, at OB er noget mere effektive mod Lyngby, end man var mod Silkeborg for otte dage siden.

I morgen gæster OB Lyngby Boldklub på Lyngby Stadion i oprykkernes første kamp på hjemmebane i denne sæson. I sidste uge tog fynboerne imod Silkeborg på TRE For Park, hvor dysten endte uden scoringer. Kent Nielsens tropper havde blandt andet en mulighed fra straffesparkspletten, som blev misbrugt af Rasmus Festersen. Derudover havde de stribede en del andre muligheder, som ikke resulterede i mål. Det skal ændres mod københavner-mandskabet i morgen klokken 14:00. 

- Der er ingen tvivl om, at der er nogle positive ting fra kampen imod Silkeborg, som vi skal holde fast i. Vi havde meget energi, hurtigt spil og ideer. Det, vi mangler, er den effektivitet, som afgør fodboldkampe. Det tror og håber vi på kan blive bedre, så vi kan udfordre Lyngby. Vi ved godt, at vi er favoritter, men vi må ikke lade os stresse af, at det kan blive svært at få scoret. Det gælder om at være cool og nogle gange at spille chancerne lidt større. Vi skal gerne have en masse energi og lidt mere omtanke, end vi havde i den første kamp.

- Når vi kommer op imod hold som Silkeborg og Lyngby, der har en stram organisation, hvor der ikke er meget plads at spille på, skal man udnytte sine omstillingsmuligheder. Lige så snart, man har noget plads, og modstanderen er en anelse uorganiseret, skal man slå til. Det er der, vi skal være dygtige, når vi erobrer bolden, så vi kommer hurtigt fremad på banen og på mål, siger Kent Nielsen til OBs hjemmeside.

OB-træneren roser oprykkerne for at være afklarede i deres spillestil. 

- Vi går ikke så meget op i, om Lyngby er oprykkere eller ej, men i stedet ser vi på, hvem det er, vi skal op imod. Det er et hold, som har været meget afklaret i forhold til deres spillestil og defensive organisation. Derudover kører Lyngby med meget hurtige omstillinger og direkte spil. Vi har set deres træningskampe, hvor de slog både AGF og SønderjyskE og leverede. De tabte så godt nok til FCK, men jeg er sikker på, at det bliver et hold, som er meget boldsikkert.

Sidst, OB gæstede Lyngby, var i marts 2012. Her vandt Lyngby med 1-0 på mål af Jeppe Brandrup. Det var ingen ringere end Emil Larsen, der stod for assisten.