Kielstrup: Tilbage til Horsens-dyderne
Illustration
Superliga

Kielstrup: Tilbage til Horsens-dyderne

Et møde efter nederlaget til FC Midtjylland sporede AC Horsens ind på, hvordan man undgår at rykke ned.

Normalt er AC Horsens kendt for masser af fight, løbevillighed og nærkampe, men i forårets udgave af Superligaen har Johnny Mølbys tropper været svære at kende. Holdet har lukket mange mål ind og har ikke investeret det, man normalt ser hos Horsens.

Efter nederlaget på 5-2 mod FC Midtjylland i begyndelsen af april fandt holdet på et møde frem til, at man måtte tilbage til de gamle dyder.

- Efter kampen mod FC Midtjylland havde vi et godt møde, hvor vi snakkede om, hvordan vi skulle komme tilbage. Og altså Horsens har tidligere klaret sig på fight og hårdhed i kampene. Det er de klassiske dyder i Horsens, siger Steffen Kielstrup.

Og det var netop det, man så søndag efter middag, hvor Horsens vandt 1-0 hjemme over Randers. Det var hverken prangende, spektakulært eller kønt, men det gav tre livsvigtige point i kampen for at undgå nedrykning. Tre point, som også betød alverden for spillerne.

- Jeg synes jo, at man kunne se efter kampen, hvor vigtig sejren var. Alle var glade, og det giver tro på tingene. Det var en forløsning, og glæden er enorm, for det er det, vi har sukket efter, siger Steffen Kielstrup om Horsens' sejr, efter holdet før kampen kun havde vundet en af 12 kampe.

Nu venter fire spændende kampe, hvor Horsens blandt andet møder Silkeborg og Brøndby. Og de to kampe mod de to værste nedrykningsrivaler bliver afgørende for, om Horsens er at finde i Superligaen efter sæsonen, mener Steffen Kielstrup.

- Det er nøglekampene, og jeg tror, at vi skal have point i begge kampe. Vi har fokus på os selv, og vi har tro på, at det kan lykkes, siger Steffen Kielstrup.