Video : Tipsbladet
Superliga

Kigger i med, FCK? Det er Achouris genfærd

Tipsbladet zoomer ind på kampen mellem OB og Viborg.

OB - Viborg FF (1-3)

1-0 Nicholas Mickelson (14.)

1-1 Nicolas Bürgy (21.)

1-2 Ibrahim Said (80.)

1-3 Malik Abubakarai (90+4.)

Kampens bedste:

OB:

Der er ikke meget, der holder sammen på OB for tiden, men et af lyspunkterne i det dunkle mørke er Tobias Slotsager. Den 18-årige stopper spiller altid med hjertet uden på OB-dragten, og i aften var han også ganske stabil. 

Viborg FF:

Han var her, der og alle vegne, Serginho. Den kapverdiske landsholdsspiller var som vanligt enormt seværdig med fikse finter, vævre bevægelser og frække afleveringer. Han lavede også et fuldstændig magisk oplæg til Viborgs mål til 2-1, ligesom han også havde næstsidste fod på første Viborg-kasse.

Og mon ikke der var nogle af de medrejsende fans fra domkirkebyen, der fik en anelse deja-vu. Kantspilleren lignede nemlig grangiveligt den tidligere Viborg-stjerne Elias Achouri, der drog til FCK i sommer. Ja, til tider var man i tvivl, om det var tuneserens genfærd, der rendte rundt på flankerne.

Og med tanke på at Roony Bardghji efter alt at dømme snart flyver fra reden i FCK, kunne det måske være værd for Peter 'PC' Christiansen at skrive sig Serginhos navn bag øret. Bevares, præstationerne er spredte og svingende, men hvis kapverderen kan fortsætte takterne fra i aften, kan han blive rigtig spændende. 

Kampens værste:

Nico Mantl må ærgre sig noget gevaldigt over, at han ikke holdt rent bur. Nicholas Mickelson scorede fra en vanvittig vinkel i første halvleg, og den SKAL den tidligere AaB-keeper simpelthen pille. Lavede også flere fejl i opspillet, der kunne have kostet dyrt, mod et ellers tandløst OB-mandskab.

Kampens detalje:
Det er ingen hemmelighed, at OB's rædselsfulde hjemmebanestime er grobund for stor frustration i Odense. Men i stedet for at surmule over de dårlige resultater, så tog den legendariske Banjos Grillbar sagen i egen hånd. De inviterede nemlig hele spillertruppen og trænerstaben på gratis pølsemix og Cocio forud for aftenens bundgyser. God lir fra den lokale grillbar i en ellers dyster tid!