Kommende FCK'er: Solbakken er forelsket i mig
Foto: FC København
Superliga

Kommende FCK'er: Solbakken er forelsket i mig

Michael Lüftner fortæller, at han blev smigret af Ståle Solbakken. Den tjekkiske stopper glæder sig til at tørne ud for FC København.

FC København skifter ud i midterforsvaret til den kommende sæson. Jores Okore og Mathias "Zanka" Jørgensen skal efter planen væk fra de danske mestre, der allerede har hentet tjekkiske Michael Lüftner ind som ny mand. Den 23-årige midtstopper skifter fra Slavia Prag.

Michael Lüftner er ikke et kendt ansigt til Danmark, men de danske fodboldfans kan opleve ham allerede om et par uger, når han er med for det tjekkiske U21-landshold i gruppekampen mod Danmark ved EM. I FCK har man naturligvis fulgt Lüftner tæt over en lang periode, og tjekken har fået en masser plusser i bogen.

Det var også en af grundene til, at Michael Lüftner skrev under med FC København, da han skulle vælge mellem sine bejlere.

- Da jeg var i København for at snakke med træneren, Ståle Solbakken, sagde han - ikke uden at overdrive - at han var forelsket i mig. FC København er desuden en meget velfungerende klub, som sigter efter at være med i de europæiske gruppespil. Det er den bedste klub i Danmark, og så er de konkurrencedygtige på den europæiske scene, siger Michael Lüftner til gol.cz og satser på, at FCK kvalificerer sig til gruppespillet i Champions League:

- Det tror jeg bestemt. Klubben har allerede hentet en ny angriber, og flere store navne kan være på vej. FCK er måske ikke så stor en klub i Tjekkiet som eksempelvis de tyske, men faktum er, at holdet er bedre end mindst halvdelen af klubberne i Bundesligaen.

I FCK bliver Michael Lüftner blandt andre holdkammerat med Jan Gregus, der har en fortid i tjekkisk fodbold, og de to har allerede talt sammen.

- Han har fortalt mig, at jeg skal være forbedret på, at det til at starte med vil være et stort skridt. Men positivt er det, at FCK ikke bare er en god klub, men Danmark er også et dejligt land. Jeg har kun været der en gang, men jeg skulle ikke bruge længere tid på at falde for den danske mentalitet. Folk behandler hinanden rigtig pænt, slutter den kommende FCK'er.

Michael Lüftner fortæller videre, at han støder til sine nye holdkammerater for første gang på FC Københavns træningslejr i Østrig. FCK starter op efter sommerferien den 20. juni, men det bliver altså uden klubbens nye midtstopper, der er til U21-EM på det tidspunkt.