Kure: Min AGF-fremtid er snart afklaret
Illustration
Superliga

Kure: Min AGF-fremtid er snart afklaret

Anders Kure forventer en snarlig afklaring på sin eventuelle fremtid i AGF, og den er ikke afhængig af, om aarhusianerne bliver i Superligaen eller rykker ned.

Der er en hel række AGF-profiler, der har kontraktudløb til sommer, men sportschef Brian Steen Nielsen har i dag sagt, at han kun forhandler med målmand Steffen Rasmussen.

Forsvarskrumtappen Anders Kure er én af de andre, der har kontraktudløb. Han har et tilbud fra AGF liggende i skuffen, og han forventer snart at kunne komme med en udmelding om fremtiden.

- Jeg er blevet tilbudt en kontrakt, som jeg tygger lidt på, og jeg regner med at kunne melde noget ud inden længe, men om det bliver det ene eller det andet, kan jeg ikke sige endnu. Der er mange ting, der spiller ind i sådan en beslutning, når man skal forlænge en kontrakt. Som jeg også tidligere har sagt, har jeg været i AGF i 20 år, og det er jeg glad for, men skal jeg have opfyldt min drøm om at prøve noget andet, er det nok nu, siger Anders Kure til tipsbladet.dk og slår fast, at beslutningen sagtens kan blive meldt ud, inden AGF's situation i bunden af Superligaen er afklaret.

- Jeg vil ikke nødvendigvis vente til efter sidste spilledag, for det handler slet ikke om, at jeg er bange for at spille i 1. division. Det har jeg prøvet før. Det er bare en svær beslutning, og jeg har været igennem mange måneders overvejelser frem og tilbage. Lige nu koncentrerer jeg mig om de sidste kampe, og derfor har jeg også svært ved at koncentrere mig om alt det andet.

Anders Kure vil gerne prøve sig af i udlandet, men lige nu har han ikke andre tilbud end det, AGF har spillet ud med.

- Jeg har ikke andre konkrete tilbud end det, jeg har fra AGF.

Brian Steen Nielsen har flere gange slået fast, at han og AGF ønsker at forlænge med Anders Kure, og at bolden lige nu ligger hos forsvareren, der har været anfører i foråret i fraværet af skadede Steffen Rasmussen.