Lange trods Duncan-ankomst: Jeg kan blive førstevalg i AGF
Superliga

Lange trods Duncan-ankomst: Jeg kan blive førstevalg i AGF

- Selvfølgelig er Morten ”Duncan” Rasmussen et stort navn at få til AGF. Men det betyder ikke partout, at han er førstevalg, siger Jesper Lange til Jyllands-Posten.

AGF's Jesper Lange er klar til at tage angrebskampen op med nyindkøbet Morten "Duncan" Rasmussen.

Lange, der stadig har sit gennembrud i AGF til gode, tror, at han kan overhale klubikonet "Duncan" og blive førstevalget i angrebet.

Det fortæller Lange i et stort interview med Jyllands-Posten.

- Jeg mener, at jeg er kraftigt i spil til at spille. Jeg kan også komme med fra start. Selvfølgelig er Morten ”Duncan” Rasmussen et stort navn at få til AGF. Men det betyder ikke partout, at han er førstevalg. Det har jeg talt med Glen om. Han vælger dem, der træner bedst og gør det bedst. Så jeg smider mig ikke ind bag ”Duncan”. Han er en dygtig spiller, og jeg er sikker på, at vi kan få et godt samarbejde. Vi er meget forskellige, men jeg er ikke tilfreds med at være andetvalg. Jeg går altid efter at stå forrest i køen, siger Jesper Lange til avisen.

I samme interview forklarer den tidligere Esbjerg fB-angriber, at han ikke blev værdsat for sine dyder af den daværende AGF-træner Morten Wieghorst og eksempelvis ikke måtte lave glidende tacklinger.