Lyngby lejer angriber i FC Nordsjælland
Illustration
Superliga

Lyngby lejer angriber i FC Nordsjælland

Kristian Lindberg spiller resten af efteråret på en lejeaftale hos Lyngby i den næstbedste række.

FC Nordsjællands 20-årige angriber Kristian Lindberg skifter til Lyngby i landets næstbedste række på en lejeaftale, der løber resten af efteråret. Lindberg har oplevet hård konkurrence hos Farum-mandskabet, og derfor har han valgt at søge spilletid i Lyngby.

Aftalen med Lindberg skaber glæde i Lyngby. 

- Vi er glade for at supplere holdet med en ung, dygtig og lærevillig angriber. Kristian Lindberg er en talentfuld offensivspiller, der både kan dække den forreste position og pladsen lige bag ved, på det vi kalder 10'er-positionen.

- Som type kan Kristian begå sig både i mellemrummet og bagrummet, og han har tilmed allerede fået en del erfaring fra højeste niveau i dansk fodbold. Vi ved, at vi får en stabil, dygtig og energisk spiller, og så tæller det naturligvis også, at Kristian har udtrykt et stort ønske om at hjælpe Lyngby Boldklub her i efteråret, siger cheftræner Majgaard Jensen til Lyngbys hjemmeside.

Kristian Lindberg fik debut for FC Nordsjælland tilbage i 2012, og siden da har han opnået 34 kampe og scoret tre mål.