Superliga

Lynge: Ked af at det ikke lykkedes med Augu

AaB var snublende tæt på at hente sin tidligere anfører Thomas Augustinussen hjem fra østrigske Salzburg, og det ærgrer sportsdirektør Lynge Jakobsen gul og blå, at Augu ikke er AaB-spiller i dag.

Thomas Augustinussen sagde selv kl. 14.47 til tipsbladet.dk i går at handlen, der skulle bringe ham fra Red Bull Salzburg og hjem til AaB var gået i vasken. Og selv om AaB sikrede sig to forstærkninger til den trængte offensiv, så ærgrer det sportsdirektør Lynge Jakobsen, at han ikke fik fingrene i Augustinussen.

- Jeg er ked af, at det ikke lykkedes for os at få Augu hjem. Vi kunne godt have fundet hinanden, og det forlød jo også, at de var klar til at lade ham gå, men på grund af salg og skader skiftede de mening, og det er jeg ked af - også på Augu's vegne, for han troede også, at han skulle hjem til AaB, siger Lynge Jakobsen til tipsbladet.dk.

AaB-direktøren mener, at timingen havde været perfekt for AaB og for Augustinussen selv, og derfor er det ekstra ærgerligt, at den transfer, der syntes så sikker, blev skudt i sænk af østrigerne. Men Lynge Jakobsen har ingen sure miner overfor Salzburg.

- Jeg har ingen negative meninger om Salzburg. De var kommet i en situation, som vi også kunne være kommet i. Jeg er bare ked af det, for timingen var perfekt. Augu har ikke spillet, og han har længtes efter netop det. Han kunne have fået alt det i Aalborg, og vi kunne have fået en spiller, der fighter for overlevelse i hver kamp - og det kan i den grad bruges på vores hold, siger Lynge Jakobsen og uddyber:

- Vores nuværende spillere er også store fightere, men der er ikke nogen af dem, der er 29 år og har spillet hele deres liv i AaB. Vi har brug for den slags alfahanner, og Augu selv kunne se opgaven for sig, siger han.

Nu er transfervinduet så lukket i denne omgang, og Augustinussen kommer definivt ikke til klubben, før tidligst til januar, når der igen bliver åbnet for handlerne. I første omgang håber Jakobsen dog på, at den 29-årige dansker får succés i Østrig.

- Den handel er en død sild, og det giver ingen mening at begynde at snakke om næste vindue i dag. Vi vil da prøve det af igen, men inderst inde håber jeg for Augu, at han får masser af spilletid og dundrende succés for Red Bull i efteråret, og så bliver det jo nærmest umuligt for os at hente ham, siger Lynge Jakobsen.