Video : Tipsbladet
Superliga

Marcondes vil ødelægge AGF's høje bolde

AGF kan godt lide at gøre kampene rodet og spille med høje bolde, mener Emiliano Marcondes, og det vil FC Nordsjælland-profilen undgå, når de to hold møder hinanden i aften.

Det er i den grad top mod bund, når FC Nordsjælland mandag aften runder niende runde af Superligaen af med en hjemmekamp mod AGF. Værterne kan lægge sig i spidsen af Superligaen med fem point ned til nærmeste forfølger, AC Horsens, mens AGF omvendt kan stryge helt op på syvendepladsen.

Forud for kampen har FC Nordsjælland-profilen Emiliano Marcondes opskriften på succes klar. Han mener, at det handler om at sørge for, at AGF ikke får held med de høje bold, som de i hans øjne spiller mange af, og samtidig skal han og resten af FCN-mandskabet have gang i deres spil langs kunstgræsset i Farum.

- Der er altid en masse tænding på, når man møder AGF, og de kan godt lide at fighte og gøre det til en kamp, som er rodet, og spille på deres præmisser: dueller og nogle høje bolde, og det skal vi selvfølgelig prøve at ødelægge og få den ned langs jorden så hurtigt som muligt og få dem ud at løbe. Det tror jeg også, vi gør med den form, vi er i i øjeblikket, og så specielt på den her bane, siger Marcondes til FC Nordsjællands Youtube-kanal.

Det plejer være nogle underholdende opgør, når de to mandskaber møder hinanden, i hvert fald hvis man anvender antallet af mål som kriterium for underholdning. I de seneste fire opgør har mindst ét af holdene scoret tre gange, og i 2016 gjorde de det faktisk begge.

Du kan læse vores optakt til opgøret her og se resten af interviewet med Marcondes i videoen i toppen af artiklen.