Video : Tipsbladet
Superliga

Medie: Atalanta vil have endnu en FCK-profil

Serie A-klubben Atalanta vil have Peter Ankersen til støvlelandet sammen med Andreas Cornelius.

FC København er tæt på et salg af Andreas Cornelius til Atalanta. Angriberen har været i Bergamo for at lægge sidste hånd på detaljerne og se på forholdene i klubben, og det ventes, at Cornelius' skifte til Serie A-klubben bliver meldt ud i nærmeste fremtid.

Nu skriver Tuttomercatoweb, at Cornelius ikke er den eneste FCK-profil, som italienerne har fået øjnene op for.

Ifølge mediet skal Atalanta også været interesseret i at købe Peter Ankersen, der har været fast mand på højre back hos de danske mestre i indeværende sæson. I forbindelse med italienernes scouting af Andreas Cornelius er Ankersens navn også røget med på blokken.

Atalanta kan dog formentlig godt glemme alt om at få fingrene i Peter Ankersen. Højre backen åbnede i sidste uge for et sommerskifte, men det blev blankt afvist af Ståle Solbakken.

- Han har snakket meget i medierne, men jeg har fortalt ham, at det kan han glemme. Han spiller her også til næste år, sagde FCK-manageren i søndags.

Peter Ankersen blev lejet af FC København i Red Bull Salzburg i sommeren 2015, og forud for denne sæson blev aftalen gjort permanent. Den danske landsholdsspiller har kontrakt med FCK frem til juni 2020.