Medie: FCK betaler 11 millioner for Zeca
Foto: Getty Images
Superliga

Medie: FCK betaler 11 millioner for Zeca

De danske mestre har betalt 11 millioner kroner for Carlos Zeca. Det beløb kan dog stige afhængig af diverse bonusser.

For blot fem dage siden forlød det, at FC København havde budt 18,5 millioner kroner for Carlos Zeca, men at Panathinaikos havde afvist det beløb. Nu, hvor skiftet er blevet offentliggjort, ser det dog ud til, at FCK'erne er sluppet betydeligt billigere.

BT skriver således, at den 28-årige græske landsholdsspiller har kostet 1,5 millioner euro svarende til godt 11 millioner kroner. Det er halvt så meget, som Panathinaikos angiveligt forlangte for en uge siden. 

Med til historien hører dog, at prisen kan stige i fremtiden, hvis Zeca opfylder forskellige krav til, at bonusser bliver udløst. Det handler typisk om antal kampe eller vundne titler.

Zeca er central midtbanespiller og skal dermed dyste med William Kvist, Jan Gregus og Uros Matic om en plads centralt i banen. Han var desuden anfører for Panathinaikos indtil i dag. 

Manager Ståle Solbakken forventer da også, at klubben har fået en spiller, der kan gøre sig gældende fra starten.

- Vi har haft et ønske om at have mere konkurrence på den position, som er vigtig for FCK. Vi har Jan Gregus, der har gjort det godt, vi har William Kvist, som vi kender godt og så har vi Uros Matic, som vi stadig tror på, men som lige nu har brug for mere tid. Vi vil samtidig gerne udfordre hierarkiet lidt, og Zeca er supermotiveret for at spille i København. Vi tror meget på, at han kan være med til at hæve vores niveau og han vil være i spil til startopstillingen fra dag 1, sagde han, da FCK præsenterede transferen.