Superliga

Medie: Leverkusen byder på Bjelland

Den danske U/21-landsholdsspiller Andreas Bjelland er et varmt navn på rygtebørsen i dette transfervindue.

FC Nordsjællands midterforsvarer, der i november debuterede med en fin indsats på det danske landshold mod Tjekkiet, er et varmt navn på rygtebørsen i dette transfervindue. AEK Athen har været nævnt som en mulig bejler, og det samme har tyske Bayer Leverkusen. Nu melder Kanalsport, at tyskerne har afleveret et bud til FC Nordsjælland.

- Det kommenterer vi selvfølgelig aldrig, men jeg vil godt sige, at interessen for ham er rigtig stor. Han er en spiller, der står på mange blokke, også hos nogle af de rigtigt spændende klubber i Europa, siger FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen til netmediet.

FC Nordsjælland har allerede været ganske aktive på transfermarkedet, hvor Emil Lyng, Morten Nordstrand og Bryan Oviedo er kommet ind på lejeaftaler, mens Pierre Bengtson er skiftet til FC København. Jan Laursen fortæller dog, at U/21-EM til sommer er en stor begivenhed for klubben, der i perioden op til har haft Matti Lund, Nicki Bille Nielsen og Andreas Bjelland som en fast bestanddel af det danske landshold.

- Bille røg i sidste vindue, så det ville ikke gøre mig noget, om Bjelland repræsenterede FC Nordsjælland til sommer, siger Jan Laursen.

Bjelland har spillet i FC Nordsjælland siden sommeren 2009, hvor han kom fra Lyngby.