Superliga

Medier: Dansk talent på plads i Juventus

Ifølge flere italienske medier er det danske stortalent Jacob Barrett Laursen klar for Juventus.

Det nordjyske backtalent Jacob Barrett Laursen har længe været et varmt navn i Juventus. Den 17-årige AaB'er har tidligere været til  prøvetræning i klubben, og den italienske klub har siden hen fulgt danskeren.

Nu tyder det på, at der kommer en aftale ud af interesseren. Ifølge flere italienske medier har Juventus' således bekræftet, at det danske stortalent skifter til klubben.

Der er endnu ikke meldt noget officielt ud fra hverken Juventus' eller AaB's kommunikationskanaler, men adskillige internationale webkilder citerer det anerkendte Gazzetta dello Sport for at Laursen er ny mand hos Den Gamle Dame.

Jacob Barrett Laursen betragtes som et stort talent i AaB, og han har spillet flere kampe på diverse danske ungdomslandshold. Han har endnu sin debut på AaB's førstehold til gode, blandt andet fordi han i vinter blev skadet og skulle opereres.

Men det har altså ikke afholdt Juventus for at være stærkt interesseret i danskeren, og nu ser det altså ud til, at Laursen skal til Italien. Lige nu befinder han sig dog i Slovakiet, hvor han spiller for det danske U/18-landshold ved Slovakia Cup.

Det er en succesfuld klub, Jacob Barrett Laursen i givet fald skifter til. Juventus har således ikke tabt en kamp i Serie A endnu og ligner et godt bud på en kommende italiensk mester.