Superliga

- For meget spekulation om Thygesen

FC Midtjyllands Mikkel Thygesen har gjort god reklame for sig selv i forårets første kampe og kan skifte transferfrit til sommer.

FC Midtjyllands Mikkel Thygesen er kommet godt fra start i foråret, hvor det i fire kampe er blevet til tre scoringer og masser af energisk spil.

Senest blev det til to scoringer i den vanvittige 4-4-forestilling mandag mod Lyngby, og den tidligere anfører har gjort masser af god reklame for sig selv set i det lys, at han er transferfri til sommer.

Mandag aften var Bundesliga Eintracht Frankfurt på plads på MCH Arena for at se nærmere på Mikkel Thygesen, der i vinter også var et varmt navn i Brøndby.

Mikkel Thygesen er ikke meget for selv at tale om, hvor karrieren skal fortsætte, og hans agent har en del af forklaringen.

- For meget spekulation omkring Mikkels person kan være skadelig for både Mikkels egne præstationer og for klubben. Begge er i en afgørende fase omkring fremtiden, så indtil videre holder Mikkel kun fokus på sine præstationer for sin nuværende klub, siger agent Mads Bach Lund til tipsbladet.dk.

- Situationen omkring Mikkel er forholdsvis uændret. Han har kontraktudløb til sommer, og hvad der sker efter 1. juni må tiden vise. Der er flere ting, der kan spille ind, men det er selvfølgelig vigtigt, at Mikkel fortsætter med at præstere godt for FC Midtjylland, siger han og ønsker hverken at kommentere på eventuel interesse fra Frankfurt eller andre klubber.

Mikkel Thygesen har i denne sæson scoret otte gange i ligaen og er sit holds topscorer.