Superliga

Mexicaner vil bringe teknik til AaB

Hector Quintanar blev prøvet af i AaB i weekendens træningskamp mod Hobro, og Brabrand-spilleren håber på en kontrakt. Dommen falder i dag.

Brabrands mexicaner Hector Quintanar fik i weekenden mulighed for at vise sig frem for AaB og dennes træner Kent Nielsen, da han startede inde og fik 67 minutter for nordjyderne i en træningskamp mod Hobro.

Aftalen gik imidlertid ikke på andet, end at han skulle deltage i træningskampen. Quintanar er taget tilbage til Aarhus, hvor han venter på et opkald fra Kent Nielsen, der skal evaluere hans præstation og eventuelt invitere ham på et reelt prøvetræningsophold i klubben.

- Vi må se, hvad han siger. Jeg håber selvfølgelig på, at de har lyst til at se mig igen. Enten i endnu en træningskamp eller måske i træningen forud for sæsonen. Jeg vil naturligvis rigtig gerne til AaB, for jeg kom til Danmark for at spille mig til en kontrakt i Superligaen, og det håber jeg fortsat på, siger Hector Quintanar til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Superliga: Sådan gør dit hold

Quintanar kan tilføre AaB's offensiv noget af den kreativitet som de til tider har manglet i efteråret, og 24-årige Quintanar beskriver sig selv som spiller på følgende måde.

- Jeg er god med bolden, og jeg har et godt blik for spillet. Jeg har en god teknik og finder mig selv bedst i en rolle som angriber eller eventuelt lige bag en angriber, siger han.

Mexicaneren kom til 2. divisionsklubben Brabrand, da de stadig lå i 1. division. Og efter et år i Aarhus-klubben har han besluttet sig for, at han skal til en bedre klub senest til sommer. Ellers rejser han hjem til Mexico.

- Jeg føler, at jeg afleverede et godt indtryk mod Hobro, og jeg synes helt sikkert, at jeg er god nok til Superligaen. Det er ikke dårligt at spille i Brabrand, men jeg vil mere end spille 2. division, og derfor forlader jeg med sikkerhed klubben til sommer, når min kontrakt udløber, siger Hector Quintanar.